Det britiske cykelforbund, British Cycling, der i en årrække har nydt stor succes på landevejen såvel som cykelbanen, risikerer nu at blive ramt af en forfærdelig skandale.
En skandale, der meget vel kan efterlade det prominente forbund i en alvorlig krise.
En tidligere britisk cykelrytter, der bl.a. har deltaget ved de olympiske lege, er nemlig ifølge den britiske avis Daily Mail nu mistænkt for have stået bag flere seksuelle overgreb heriblandt voldtægt.
En fremtrædende rolle
Der er ifølge avisen tale om en mand, der efter sit karrierestop hurtigt indtog en fremtrædende position i det britiske forbund, og han skulle angiveligt have arbejdet med nogle af Storbritanniens største navne inden for banecykling, som i mange år har været et ganske succesfuldt foretagende.
Vedkommende blev i første omgang arresteret på grund af mistanke om seksuelle overgreb.
Han er dog ifølge den britiske avis efterfølgende blevet løsladt mod kaution, mens sagen efterforskes.
Tager skarpt afstand
En repræsentant fra British Cycling har ifølge britiske Mirror udtalt, at forbundet ikke overraskende 'tager stærkt afstand fra alle former for overgreb'.
Alle forbundets medlemmer bliver samtidig opfordret til at indberette både aktuelle eller tidligere oplevelser, som kan have karakter af seksuelt misbrug.
Der er nedlagt navneforbud i sagen, men de britiske medier er bekendt med mandens identitet.
Ved sommerlegene i Tokyo fortsatte de britiske ryttere den årlange olympiske dominans.
Her blev det i alt til 12 olympiske medaljer.