Historien om Javier Otxoa er en af de mere triste.
Den spanske rytter blev som 26-årig invalideret og tvunget til at trække sig fra en lovende karriere på landevejen. Men han kom tilbage som paracyklist og vandt tre OL-medaljer.
Fredag døde han efter længere tids sygdom - han blev 43 år.
Inkarnerede cykelfans vil huske Javier Otxoa for sin sejr på Hautacam under Tour de France i 2000. Her var Kelme-rytteren i udbrud og holdt lige nøjagtig en jagtende Lance Armstrong bag sig og kunne i strid regn køre sig først over stregen.
Desuden kunne han derefter iføre sig den prikkede bjergtrøje, som han holdt i tre etaper, inden han tabte den til sin holdkammerat Santiago Botero.

Et halvt år senere blev hans liv forandret radikalt, da han sammen med sin tvillingebror Ricardo, der også kørte for Kelme, blev kørt ned på en træningstur i Malaga.
Ricardo døde på stedet, mens Javier brækkede arme, ben, ribben og pådrog sig skader på rygsøjlen og i hovedet.
I 2002 måtte han erkende, at han aldrig ville kunne cykle som professionel igen, og han kastede sig derfor over paracykling.
Her kvalificerede han sig til de paralympiske lege i Athen i 2004, hvor han vandt guld i et kombineret linjeløbet og enkeltstart, mens han tog sølv i individuelt forfølgelsesløb. Fire år senere i Beijing vandt han guld på enkeltstart og sølv i linjeløbet.
De senere år var han dog så svækket, at han måtte køre rundt i kørestol, men han var på plads i 2015, da Vueltaen senest var forbi hans hjemby Alhaurin de la Torre i Malaga. Det ville han formentlig også have været, når Vuelta-feltet på mandag har mål netop der.
2. september skulle Gran Premio Javier Otxoa have været kørt i Alhaurin de la Torre - et cykelløb for pararyttere. Det er dog blevet aflyst efter Otxoas dødsfald.
Vanvittige scener i etapeløb: Motorcykel pløjer fire ryttere ned
Nu taler Armstrong om Ullrichs nedtur: - Han var den eneste der skræmte mig