Tinkoff-Saxo bekræfter: Riis er suspenderet

I en officiel pressemeddelelse fra Tinkoff-Saxo bekræftes det, at Bjarne Riis er suspenderet som manager, men årsagen hertil bliver ikke uddybet

Bjarne Riis er blevet suspenderet hos Tnkoff-Saxo. (Arkivfoto: Claus Bonnerup)
Bjarne Riis er blevet suspenderet hos Tnkoff-Saxo. (Arkivfoto: Claus Bonnerup)

Den er god nok. Bjarne Riis er suspenderet på Tinkoff-Saxo og har ikke været involveret i holdets aktiviteter siden forrige weekend.

Det bekræfter holdet nu på officiel vis via en pressemeddelelse, der er udsendt tirsdag formiddag. I kølvandet på det seneste døgns mange spekulationer og store presseomtale, har ledelsen i Tinkoff-Saxo følt behov for at tage bladet fra munden.

- Som følge af de rygter og spekulationer, der først blev udgivet i mange danske medier og siden også hos internationale cykelsportmedier i går aftes, vil Tinkoff-Saxo gerne præcisere, at Bjarne Riis ikke har været aktivt involveret i holdets aktiviteter siden forrige søndag, lyder det.

- Han er imidlertid ikke suspenderet i sin rolle grundet dårligere resultater eller finansielle anliggender. Holdledelsen har fuld tiltro til den tekniske og sportslige stab såvel som alle ryttere samt medlemmer af mandskabet og arbejder i øjeblikket på at skabe de bedste forudsætninger fremadrettet i forhold til sæsonen.

Se også: Riis-makker: Tinkov til fare for danske ryttere

Den kryptiske udlægning af forløbet afsluttes med en udmelding, der ikke gør omverdenen klogere på, om resten af sæsonen bliver med eller uden Bjarne Riis ved roret. Der foreligger således ingen afklaring på, hvorvidt danskeren har en fremtid på Tinkoff-Saxo eller ej.

- Ingen beslutninger er blevet taget, og enhver formel og endelig afgørelse i forhold til ethvert medlem af holdet, vil – såfremt den tages – blive kommunikeret ud på et passende tidspunkt. Indtil da er der ingen videre kommentarer i forhold til dette anliggende, lyder det i erklæringen.

Se også: Nu rabler det helt for vodkaklovnen

Selv har Bjarne Riis endnu ikke kommenteret sagen, der altså fortsat kalder på flere svar end spørgsmål. Danskeren har haft rollen som manager på Tinkoff-Saxo siden december 2013. Inden da var han selv ejer af holdet, som han var med til at stable på benene tilbage i 1998 under navnet Team Home Jack & Jones.

Ekstra Bladet har forsøgt at komme i kontakt med flere af de danske ryttere på Tinkoff-Saxo, men det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra denne front.

1 af 2 Bjarne Riis og Oleg Tinkov har ofte været uenige om måden, hvorpå man skal drive et cykelhold. Nu er Bjarne Riis blevet suspenderet hos Tnkoff-Saxo. (Arkivfoto: Claus Bonnerup)
2 af 2 Bjarne Riis er blevet suspenderet hos Tnkoff-Saxo. (Arkivfoto: Claus Bonnerup)
76 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere