Tinkoff-Saxo-stjerne kan fældes under Touren

Roman Kreuziger skal til høring hos CAS i midten af juni for at få sat punktum i en sag, hvor tjekken har været beskyldt for uregelmæssigheder i forhold til sit biologiske pas

Roman Kreuziger skal forsvare sig over for den internationale sportsdomstol CAS i juni. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Roman Kreuziger skal forsvare sig over for den internationale sportsdomstol CAS i juni. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Sagen har forfulgt ham, lige siden den blev bragt for offentlighedens skue tilbage i juni 2014.

Her kom det frem, at en dopingundersøgelse foretaget af Den Internationale Cykelunion (UCI) havde resulteret i, at der var observeret uregelmæssigheder i Roman Kreuzigers blodpas i 2011 og 2012, mens han var tilknyttet Astana.

Tjekken fik uafhængige eksperter til at analysere prøverne og bedyrede derefter sin uskyld, men forsvaret faldt ikke i god jord hos UCI, der ikke købte forklaringen.

Tinkoff-Saxo så ingen anden udvej end at droppe rytteren til Tour de France, og siden er gået et langstrakt forløb, der blandt andet indbefattede, at Kreuziger lod sig teste i en løgndetektor.

Se også: Doping-mistænkt Riis-stjerne: Har haft lyst til at smadre alt

I sidste ende måtte sagen dog finde vej til skrivebordet hos den internationale sportsdomstol CAS, før en egentlig afgørelse kunne træffes, og der på den led kunne blive skabt klarhed.

Nu nærmer dommens time sig så, eftersom det er blevet besluttet, at Kreuziger skal deltage i en høring 10. juni, hvor han vil have mulighed for at afgive sit forsvar. Det skriver cyclingnews.com.

Dernæst ventes at gå nogle uger, før sportens højeste retsinstans er klar med en afgørelse, hvorfor Kreuziger meget vel kan se frem til at få svar, mens han optræder på landevejene i årets Tour de France.

Se også: Riis sender dopingmistænkt i aktion

Her er han er ikke nægtet deltagelse, da det tjekkiske cykelforbund allerede har frikendt ham, og den verserende sag kun er igangværende, da WADA og UCI ankede selvsamme frikendelse.

Under Tour de France ventes Roman Kreuziger at udgøre rollen som løjtnant for Tinkof-Saxos holdkaptajn Alberto Contador, der skal forsøge at revanchere sig, efter han måtte udgå af sidste års rundtur i Frankrig.

Starten på årets udgave af Tour de France finder sted 4. juli i den hollandske by Utrecht, og etapeløbet afsluttes traditionen tro godt tre uger senere i Paris.

14 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere