Tinkov angriber Sky-boss

Team Sky-chefen Sir Dave Brailsford er en hykler og en dårlig sportsdirektør, siger Oleg Tinkov og lægger op til intens kamp mellem Tinkoff-Saxo og Sky om herredømmet i feltet næste år

Rigmanden Oleg Tinkov kalder det hyklerisk, at Team Sky afskediger ansatte, der ikke kan leve op til holdets nultolerance om doping. (Foto: Claus Bonnerup).
Rigmanden Oleg Tinkov kalder det hyklerisk, at Team Sky afskediger ansatte, der ikke kan leve op til holdets nultolerance om doping. (Foto: Claus Bonnerup).

Med et budget på over 200 millioner kroner er det britiske Team Sky cykelfeltets største hold og det uden sidestykke mest professionelle med enhver detalje optimeret til perfektion. Holdet er også den russiske rigmand Oleg Tinkovs yndlingsaversion.

Det demonstrerer han i et interview i den britiske avis The Telegraph, hvor han lader forstå, at hans mål med Tinkoff-Saxo-holdet i 2015 er at overtage herredømmet i feltet fra Team Sky. Det ledes af briten David Brailsford, som blev adlet i 2013 og er en højt respekterede cykelleder, men det afholder ikke Tinkov fra at kalde ham både 'hykler', 'overfladisk' og 'ikke den bedste sportsdirektør'.

Riis skal banke i bordet for at få sin vilje (Foto: Tariq Mikkel Khan) Cykling Riis kæmper med Tinkov om danskere på holdet

- Det er åbenlyst, at han (Brailsford, red.) er bange for os, siger Tinkov og fremhæver sit markant forstærkede hold til 2015 sæsonen som et 'superteam'.

Det inkluderer ud over ryttere som Peter Sagan og Ivan Basso også den nytiltrådte sportsdirektør Sean Yates og træner Bobby Julich. De måtte begge forlade Team Sky i 2012, da de ikke kunne leve op til holdets nultolerance i forhold til doping. Det samme gjaldt sportsdirektør Steven de Jongh, men de har altså alle tre fundet job hos Tinkov og hans manager Bjarne Riis.

Basso var på toppen af sin karriere hos Riis, men så blev han afsløret som dopingsnyder (Foto: AP) Cykling Han var danskernes yndling: Nu er han hjælper

At Team Sky ikke kunne bruge de tre, forstår Tinkov intet af.

- Det er rent hykleri. Det er bare marketing. Nultolerance? Hvis man ønsker nultolerance, skal alle på holdet være under 30 år, for alle over den alder vil have været involveret (i doping, red.) på den ene eller den anden måde. Direkte eller indirekte, siger Oleg Tinkov til Telegraph.

Russeren understreger, at han er modstander af doping. Han mener blot, at tavlen skal vaskes ren nu, hvorefter enhver, der fældes for doping i fremtiden, skal idømmes karantæne på livstid. Tinkov understreger også, at han trods sin kradse kritik af Brailsford har 'enorm respekt' for ham.

- Han er meget klog, og hvad han har gjort for sporten ... jeg har end ikke gjort det halve. Han har gjort meget for cykling, og jeg respekterer ham for det. Men at sige sådanne ting (om nultolerance, red.), gør ham virkelig overfladisk, siger Tinkov.

Bjarne Riis har store forventninger til sit hold. (Foto: Tariq Mikkel Khan) Cykling Bjarne Riis: Mit bedste hold nogensinde

Han anser sin toprytter Alberto Contador for at være den stærkeste etapeløbsrytter i verden med Team Sky-rytteren Chris Froome som hans værste rival. Tinkov ser Sean Yates' skifte til Tinkoff-Saxo som en kæmpe gevinst - og et tilsvarende stort tab for Team Sky.

- Glem ikke, at Yates vandt (Tour de France, red.) med Wiggins i 2012. Da han rejste, begyndte det taktisk at gå ned ad bakke for Team Sky. Han var et kæmpe tab for dem, siger Tinkov til Telegraph.

- For med al respekt for Dave (Brailsford, red.), så er han nok ikke en af de bedste sportsdirektører, siger Tinkov.

0 kommentarer
Vis kommentarer