Tinkov bruger FIFA-skandale til voldsomt angreb

Selv om det ikke vedrører hans egen branche, har Oleg Tinkov valgt at blande sig i FIFA-skandalen og bruger den som afsæt til et angreb på UCI

Oleg Tinkov markerer sig både i levende live og på de sociale medier. (Foto: ANSA)
Oleg Tinkov markerer sig både i levende live og på de sociale medier. (Foto: ANSA)

Det er velkendt, at Oleg Tinkov ikke er for fin til at stikke snuden frem og blande sig i en aktuel dagsorden. Det har russeren vist talrige gange på de sociale medier, hvor hans gøren og laden ofte lægger op til debat.

Senest er det farcen omkring FIFA, der er kommet under Tinkoff-Saxo-ejerens lup, og Bjarne Riis tidligere kompagnon har benyttet lejligheden til at sammenligne det skandaleramte fodboldforbund med UCI, der er cykelsportens pendant hertil.

Længe har Tinkov rettet hård kritik af UCI som følge af forbundets håndtering af en dopingsag mod Tinkoff-Saxos Roman Kreuziger, der gennem et langstrakt forløb over et år stod anklaget for at have benyttet sig af bloddoping.

Fredag kom det dog frem, at UCI har besluttet sig for at droppe sagen, hvorfor Kreuziger altså må betegnes som en fri mand og ikke skal frygte for et eventuelt efterspil.

Nyheden ændrer dog ikke på, at Tinkov synes at have sin tillid til UCI på et meget lille sted. På sin Twitter-profil stiller russeren således et spørgsmål, der ikke efterlader tvivl om hans holdning til forbundet.

- Drenge... Hvad mener I, at forskellen er på UCI og FIFA? Jeg er meget nysgerrig efter at høre fra jer, og glem ikke at 'tagge' Brian Cookson (præsident for UCI, red.).

Selv gav han en form for svar på samme spørgsmål i en mail til mediet Cyclingnews, hvor Tinkov uddybede sin holdning til UCI's håndtering af anklagerne mod Roman Kreuziger. 

- Sagen mod Kreuziger og de andre Astana-sager viser med tydelighed, at UCI har brug for en seriøs forvandling. De skal være mere logiske og stoppe med at skabe kaos og turbulens i sporten, skrev Tinkov.

Det er ikke første gang, at Tinkov beskæftiger sig med den verserende FIFA-skandale. Tirsdag lod han således verden at vide, at han ikke var overrasket over, at det internationale fodboldforbund havde brodne kar i moralsk forstand, omend han undrer sig over måden, hvorpå efterforskningen foregår. 

- Det er ingen overraskelse, at FIFA kan være fyldt med korruption, men hvorfor skal FBI stå for efterforskningen. Er USA nu den internationale politenhed?, skrev Tinkov.

Hvor FIFA og UCI har sit at kæmpe med i øjeblikket, nyder Tinkov omvendt selv stor succes. For nylig sikrede Alberto Contador Tinkoff-Saxo sejren i årets Giro d'Italia efter tre dramatiske uger, hvor den spanske kaptajn styrtede undervejs.

Uheldet i Italien endte dog ikke med at koste Contador i det lange løb, eftersom han henviste Astana-rytterne Fabio Aru og Mikel Landa til de nederste trin på podiet.

24 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere