Tinkov foragter Danmark: Riis skal i glemmebogen

Foragt for Danmark: Rigmanden Oleg Tinkov er trin for trin ved at rense Tinkoff-Saxo for Bjarne Riis’ aftryk, siger kilder på holde

Ørnen fra Herning spøger stadig på sit tidligere hold, men Tinkov gør, hvad han kan for at slette danskerens aftryk (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Ørnen fra Herning spøger stadig på sit tidligere hold, men Tinkov gør, hvad han kan for at slette danskerens aftryk (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Hovedkvarteret ligger stadig i Lyngby, og i kraft af nogle virkelige kapaciteter, når det gælder logistik, beholder World Tour-holdet Tinkoff-Saxo formentlig sit danske postnummer i endnu nogen tid.

Men ellers er holdets danske islæt, som teamejer Oleg Tinkov udtrykkeligt ikke bryder sig om, ved at blive udvandet. Alt, hvad der har med Bjarne Riis at gøre, skal øjensynlig elimineres, lyder det fra kilder på holdet, hvor utrygheden har bredt sig blandt medarbejderne.

Senest er holdets buschauffør siden 2002, franskmanden Laurent ’Lolo’ Plu, blevet fyret. På temmelig udansk maner skete det pr. sms aftenen før etapeløbet Danmark Rundt.

- Han var vel bare lidt for meget Bjarnes mand, siger en kilde på holdet og hæver med et suk øjenbrynene. Opgivende. Målløs.

Snart er det slut for 'Lolo' (Foto: Claus Bonnerup)
Snart er det slut for 'Lolo' (Foto: Claus Bonnerup)
 

Lolo, som er en velkendt og vellidt figur i det professionelle felt, stod tirsdag morgen som forstenet ved ’sin’ bus. Med hovedrysten bekræftede han, at han er opsagt uden nærmere forklaring.

- Jeg har bare fået at vide, at jeg bør se mig om efter noget andet, for jeg er færdig på dette hold efter denne sæson, sagde 54-årige Lolo, som har været buschauffør i det professionelle felt i 22 år.

Se også: Kyllingen: Danmark Rundt på slingrekurs

Han nærer fortsat respekt for Bjarne Riis som menneske og leder, og de to taler undertiden i telefon sammen. Det kan være en forklaring på den uventede opsigelse, vurderer han.

- Men det er bare et gæt. Jeg håber på, at jeg får en opringning fra ledelsen, så jeg kan få en forklaring, sagde Laurent ’Lolo’ Plu tirsdag i Holstebro, mens han ventede på, at feltet skulle ankomme.

Under Tour de France fik han kun at vide, at staben ville være uændret næste år, men det holdt altså ikke stik. Påfaldende under Touren var det, at mekaniker Rune Kristensen efter flere år som fast mand i servicevognen var degraderet til hotel-mekaniker – altså den, der rengør cyklerne og klargør dem til næste dags etape på rytterhotellet.

Tinkov var under Touren godt tilfreds med holdets kontroversielle Tour de France-mekaniker (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Tinkov var under Touren godt tilfreds med holdets kontroversielle Tour de France-mekaniker (Foto: Tariq Mikkel Khan)
 

Tjansen som førstemekaniker var betroet Alberto Contadors personlige mekaniker, Faustino Muñoz, som har ry for at være en galning og en tyran. Han udmærkede sig under Touren ved i raseri at kaste en drikkedunk efter en tv-fotograf. Muñoz har angivelig tilranet sig stor magt på holdet i fravær en respekteret lederskikkelse.

- Bjarne havde aldrig, aldrig, aldrig tilladt det. Men Faustino rager til sig. Han tror, han er alle mekanikeres Gud, og han tillader sig mere og mere, når der ikke er nogen, der tør eller vil bremse ham, siger en medarbejder på holdet.

Se også: Tour-rytter snyder fire danskere og snupper sejren

Teamejer Oleg Tinkov skrider heller ikke ind. Han lykønskede tværtimod Faustino Muñoz med hans voldelige aktion mod tv-fotografen, fortæller en kilde. Det fik blot endnu flere på holdet til at ryste vantro på hovedet.

- Bjarne havde smidt ham (Muñoz, red.) hjem øjeblikkelig, siger kilden.

Tinkov demonstrerede atter under Tour de France sin øjensynlig dybe foragt for Danmark og danskerne, da han reagerede hidsigt på et spørgsmål om, hvor mange danske ryttere han forventer at have ansat næste år.

Tinkov vil ikke forbindes med Bjarne Riis, og det tynder langsomt ud i folk, der er tæt knyttet til den forhenværende boss (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Tinkov vil ikke forbindes med Bjarne Riis, og det tynder langsomt ud i folk, der er tæt knyttet til den forhenværende boss (Foto: Tariq Mikkel Khan)

- Hvorfor skulle jeg støtte Danmark, når jeg ikke har en skid at gøre med Danmark – bortset fra mit Bang & Olufsen-anlæg derhjemme? spurgte Tinkov uden at forvente svar.

- Så lad vær med at spørge mig om danske ting. Jeg er ligeglad med det, sagde Tinkov.

Den øverste ledelse på Tinkoff-Saxo består ud over teamejer Oleg Tinkov af administrerende direktør Stefano Feltrin og teknisk direktør Ricardo Scheidecker.

Se også: Dansk cykelboss: Hvorfor skal vi følge reglerne?

-----------------------------

Tinkoff-Saxo: Intet om snakken

Tinkoff-Saxos danske pr-mand, Victor Petri, afviser, at Riis’ aftryk på Tinkoff-Saxo med overlæg er ved at blive slettet. Forandringer på holdet er alene et resultat af naturlig udvikling og udskiftning, siger han.

- Nationalitet betyder ingenting. Oleg Tinkov har nogle visioner for holdet, og det er hans ledestjerne, som guider de visioner. Det handler ikke om nationalitet eller om, hvorvidt man har arbejdet for Bjarne Riis. Det handler om, hvordan man ’performer’ (præsterer, red.), siger Victor Petri.

- Man kan sige, at danskerne har været overrepræsenteret på holdet, fordi det var et dansk hold. Nu er det et russisk hold med et stærkere internationalt islæt end tidligere.

Se også: Tinkoff-Saxo-dansker siger farvel: Her er hans nye hold

- Når det ikke er et dansk hold længere, bliver det danske ikke prioriteret i samme grad som tidligere. Alt har naturligvis haft Bjarnes aftryk, da det var hans hold, men nu er det nogle andre visioner, holdet bygges op om, siger Victor Petri.

- Det handler alene om, hvordan medarbejderne fungerer i den nuværende organisation, siger han.

85 kommentarer
Vis kommentarer