Det er syv år siden, at to danskere bankede på døren hos Tour de France-direktøren, Christian Prudhomme, og præsenterede en ide, som de færreste dengang ville have troet mulig.
De tog idemænd bag Giro d'Italias start i Herning i 2012 havde fået blod på tanden, og nu ville de forsøge at shoppe på allerøverste hylde.
Mødet med Prudhomme blev starten på en lang og intensiv proces, som torsdag formiddag kulminerede med præsentationen af Danmark som vært for de tre første etaper af Tour de France i 2021.
- Min første tanke var, at Danmark ligger meget langt væk. Men som vi siger på fransk: Impossible n'est pas francais (i Frankrig er intet umuligt, red.), sagde Tour-direktør Christian Prudhomme efter torsdagens pressemøde.
Og det umulige blev i høj grad gjort muligt af de to danskere, som ifølge Prudhomme har gjort et fremragende stykke arbejde for at få Tour de France til Danmark.
- Alex og Joachim har arbejdet enormt hårdt, så de er meget vigtige for det, vi har opnået her i dag. Og da jeg så Joachim stå med røde øjne og være så rørt i dag, blev jeg meget glad. De troede på deres drøm, de kæmpede for den, og de fik den til at gå i opfyldelse, siger han.
De to ildsjæle var naturligvis også begejstrede for dagens afsløring.
- Det er syv års arbejde, der blev cementeret i dag klokken 9.30, da Christian Prudhomme skrev under på kontrakten. Det er vanvittigt stort for os, siger Joachim Andersen.
Og direkte adspurgt om, hvordan to mænd fra Danmark gik fra ide til handling med at få verdens største cykelløb til Danmark, et projekt som de fleste formentlig ville have opgivet på forhånd, fortæller Alex Pedersen:
- Vi tænkte bare, at kunne vi få Giroen, så kunne vi også det her.
- Vi kunne prøve at give det et skud om ikke andet. Så vi sagde arrivederci til den lyserøde trøje og Bonjour til den gule.
Oh-oh! Roskilde Festival og Tour de France i kalender-kaos