To danskere i ilden: Her er VM-favoritterne

Enkeltstarten ved VM i Richmond kaster næppe danske medaljer af sig, men både Chris Juul og Rasmus Quaade kan køre i top 10, vurderer eks-professionelle Brian Vandborg

Chris Juul Jensen vandt i juni DM-guld i enkeltstart, da mesterskaberne blev afviklet i Rønde på Djursland. (Foto: Claus Bonnerup).
Chris Juul Jensen vandt i juni DM-guld i enkeltstart, da mesterskaberne blev afviklet i Rønde på Djursland. (Foto: Claus Bonnerup).

En rute med beskedne stigninger og med flertallet af sving placeret i finalen ligger perfekt til en 'tonser-type' som Tony Martin, og den tyske 'panzerwagen' er derfor blandt favoritterne, når VM i enkeltstart afvikles i aften i Richmond i Virginia, USA.

Hans værste rival bliver efter alt at dømme australieren Rohan Dennis, mens de danske deltagere i bedste fald kan køre sig i top 10. Det vurderer eks-professionelle Brian Vandborg, som er tidligere danmarksmester og i 2006 opnåede en fjerdeplads i enkeltstart ved VM i Østrig.

- Ruten er i sig selv ingen stor udfordring. Det går en smule op og ned, men det er ikke noget, der får betydning. Det er en 'tonser-rute', siger Vandborg.

- Tony Martin springer selvfølgelig i øjnene, når man kigger startlisten til sådan et løb igennem, men der er flere om buddet. Italienske Malori slog ham i Tour du Poitou Charentes i år, og så er der Rohan Dennis, som er den bedste i kampen mod uret i år.

Se også: Danmarks store VM-håb skifter til storhold

- Dennis er nok min personlige favorit. Han slog Tony Martin i Touren, og han er vist bare den nye stærke mand i den disciplin, siger Vandborg.

Regerende verdensmester Bradley Wiggins og tempofænomenet Fabian Cancellara stiller ikke op i år, men vejen er altså ikke dermed banet for Tony Martin. Ud over Dennis og Malori stiller hollænderen Tom Dumoulin til start. Han meldes dog plaget af et siddesår, så hans rolle kan være udspillet, men stadig er han på Vandborgs liste over favoritter. Det samme er amerikaneren Taylor Phinney.

- Tony Martin har vist sig ikke at være så uovervindelig, som han syntes at være engang, men det kan måske vise sig at være til hans fordel, at han har fået nogle rap over nallerne, siger Brian Vandborg.

- Han og Dennis har lidt den samme stil, og det er ikke noget ved ruten, der giver den ene frem for den anden en fordel. Vejr og vind kan komme til at spille en rolle, for Dennis er mere aerodynamisk på cyklen.

Se også: Breschel: Fair at lade Guldhammer køre VM

Danmarksmester Christopher Juul Jensen og tidligere danmarksmester Rasmus Quaade er de danske deltagere i enkeltstarten, og de kan begge imponere med placeringer i bunden af top 10, vurderer Vandborg. Top fem er reserveret til de helt tunge drenge i disciplinen.

- Chris Juul har år for år lagt på og har gennemgået en god udvikling. Han har ikke leveret de helt store præstationer internationalt, men da han har også ofte haft andre opgaver i løbene. DM skal man bestemt ikke undervurdere.

- Gode enkeltstartsryttere kommer hjem til DM og yder deres absolut optimale, og at Chris kunne vinde titlen til trods for en punktering vidner om, at han har høj klasse, siger Brian Vandborg.

- Quaade har også bevist sit værd, og hvis det hele spiller for ham, kan han køre i top 10. For dem begge handler det om motivation og gejst, siger Vandborg.

26-årige Chris Juul Jensen starter som nummer 55 af de 70 ryttere. Danmarks anden deltager, 25-årige Rasmus Quaade, starter som rytter nummer 14. Enkeltstarten begynder klokken 19 dansk tid.

Se også: Fuglsang om VM-afbud: Ruten er for nem

5 kommentarer
Vis kommentarer