De unge danske cykelryttere Mikkel Bjerg (UAE) og Mikkel Honoré (Quick-Step) leverede begge en god enkeltstart på 6. etape af World Tour-løbet Polen Rundt.
De blev henholdsvis nummer fire og otte på den 19 kilometer lange enkeltstart i Katowice.
Etapen blev vundet af Honorés holdkammerat Rémi Cavagna i suveræn stil, mens en anden holdkammerat João Almeida blev nummer to.
Dermed forsvarede portugisiske Almeida sin førertrøje, inden 7. og sidste etape søndag.
Mikkel Honoré rykkede samtidig op på løbets femteplads. Han er 59 sekunder efter Almeida, der fører foran Matej Mohoric (Bahrain) og hjemmebanehelten Michal Kwiatkowski (Ineos).
Den sidste dansker i feltet, Jonas Gregaard (Astana), blev nummer 62 på lørdagens enkeltstart. Han ligger nu på 22.-pladsen samlet.
Polen Rundt blev sidste år vundet af Remco Evenepoel foran Jakob Fuglsang.
Evenepoel, der også kører for Quick-Step, vandt lørdag enkeltstarten i PostNord Danmark Rundt og sikrede sig dermed den samlede sejr også.
Lørdag starter Vuelta a España også, og her skal der ligeledes køres en enkeltstart.
Danskerne Andreas Kron (Lotto Soudal), Mads Würtz Schmidt (Israel) og Magnus Cort (EF) er til start i Vueltaen.