Få ryttere i etapeløbet Paris-Nice, der efter planen slutter søndag, tvivler på, at de når hele vejen til mål på grund af truslen fra coronavirussen. En, der helt sikkert ikke når frem, er amerikaneren Tejay van Garderen fra EF Education First-holdet.
Ifølge den franske sportavis L’Équipe har han trukket sig ud af løbet for at nå hjem til USA, før præsident Donald Trump begrænser indrejse fra det europæiske fastland fredag.
Van Garderen stillede som eneste rytter ikke til start, da femte etape af Paris-Nice blev skudt i gang før middag.
Trump annoncerede onsdag aften, at rejsende, der har opholdt sig i Schengen-området i Europa, fra midnat fredag vil blive nægtet indrejse i USA. Restriktionen gælder ikke amerikanske statsborgere, men Tejay van Garderen ønsker altså alligevel at rejse hjem fra Paris-Nice i utide.
USA har desuden taget det skridt at bede alle borgere, der er på vej ud af landet, til at genoverveje deres rejse. New York Times skriver, at det er sidste skridt før et påbud om ikke at rejse.
Tejay van Garderen var samlet nummer 68 i Paris-Nice, da han valgte at forladet løbet.
Søren Kragh Andersen vinder enkeltstart i Paris-Nice