Toprytter starter sæsonen under dopingmistanke

Den belgiske klassikerrytter Greg Van Avermaet fra BMC-holdet er indkaldt til afhøring i en sag om ulovlig blodmanipulation. Stiller i dag til start i semiklassikeren Omloop Het Nieuwsblad

Belgieren Greg Van Avermaet åbner klassikersæsonen med en mistanke om ulovlig blodmanipulation hængende over hovedet. (Foto: BMC-Racing.com).
Belgieren Greg Van Avermaet åbner klassikersæsonen med en mistanke om ulovlig blodmanipulation hængende over hovedet. (Foto: BMC-Racing.com).

Dagen i dag har været imødeset med ulidelig spænding i Belgien, hvor semiklassikeren Omloop Het Nieuwsblad skyder klassikersæsonen i gang. Men dopingmistanke mod en af landets store ryttere kastede en skygge over løbet og startbyen Gent.

BMC-rytteren Greg Van Avermaet blev lørdag morgen i avisen Het Nieuwsblad udpeget som mistænkt for brug af ulovlige metoder, idet han kan tælles blandt den dopingmistænkte læge Chris Mertens' klienter.

Dr. Mertens metode skulle være behandling af tappet blod med ozon, hvorefter blodet bliver ført tilbage i kroppen. Målet er at bekæmpe visse infektioner, men der er ingen videnskabelig dokumentation for, at metoden virker eller er præstationsfremmende. Der er ikke tale om tilførsel af ulovlige stoffer, men blodtransfusion er forbudt ifølge antidopingreglerne i cykelsporten.

Se også: Sort uheld koster Breschel top-placering

BMC Racing Team udsendte lørdag en pressemeddelelse, hvori det blev fastslået, at holdet har været bekendt med efterforskningen af Mertens, men at det først fredag stod holdet klart, at en af dets ryttere ville blive indkaldt til afhøring.

Holdet har iværksat en intern undersøgelse og meddeler, at der ikke på nuværende tidspunkt er grund til at spærre Van Avermaet fra konkurrence:

'Ingen information indikerer, at regler er blevet overtrådt. Holdet er opmærksom på, at Van Avermaet blev behandlet af dr. Mertens, men holdet har ikke kendskat til nogen behandling, der ville være i strid med reglerne', lyder det i pressemeddelelsen.

Se også: Hushovd: Lykkelig for, at det er slut

Umiddelbart før startskuddet lod Van Avermaet sig interviewe af Het Nieuwsblad, som åbenbart ikke lod ham komme til orde i den trykte udgave af avisen, hvor mistanken mod ham blev afsløret.

- Jeg er uskyldig. Jeg er ren. Jeg har ikke gjort noget galt, så jeg er ikke bekymret, sagde Van Avermaet ifølge cyclingquotes.com.

- Ja, jeg har besøgt dr. Mertens, men jeg har ikke brugt drop. Det er absurd, at jeg skal retfærdiggøre mig selv, men det er realiteterne i moderne cykling, sagde Van Avermaet.

Omloop Het Nieuwsblad blev skudt i gang kl. 11.45 efter et minuts stilhed for den belgiske cykellegende Claude Criquielion, som døde i forrige uge i en alder af blot 58 år.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere