Tour de France 2016 begynder med en landevejsetape fra det maleriske Mont Saint Michel til den historiske Utah Beach ved den engelske kanal. Det offentliggjorde Tour-arrangør ASO tirsdag ved en højtidelighed på den befæstede kloster-ø Mont Saint Michel, som er en af Frankrigs mest besøgte turistattraktioner.
Løbets 'Grand Départ' finder for første gang sted i departementet Manche, hvor to etaper afvikles i deres helhed. Manche ligger i regionen Basse-Normandie.
Tour-legende: En usædvanlig Tour
Første etapes afslutning på Utah Beach er en hyldest til de amerikanske styrker, som 6. juni 1944 gik i land på dette sted i invasionen i Normandiet og vandt fodfæste i det af nazisterne besatte Frankrig. Utah Beach var de allieredes kodenavn for stranden, og den var en af fem, hvor allierede styrker gik i land. De øvrige strande var Omaha Beach (amerikanere), Sword Beach (briter), Juno Beach (canadiere) og Gold Beach (briter).
Anden etape går fra Saint-Lô til Cherbourg Octeville og byder på en spændende finale på Côte de la Glacerie, som er en stigning for feltets 'puncheurs' - ryttere, der har deres force på korte, stejle stigninger. Bakken er 169 meter høj, lidt over tre kilometer lang og stiger på det stejleste sted 14 procent.
Fuglsang: Ikke en Tour-rute for mig
Begge etaper i Manche afvikles i vid udstrækning på kystveje, hvorfor sidevind kan komme til at spille en afgørende rolle for udfaldet. Tredje etape begynder i Granville og fører formentlig feltet ud af departementet. Det afsløres først officielt ved den fulde rutepræsentation 20. oktober 2015.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.