Ærlig Fuglsang efter febrilsk Tour-start: 'Jeg har begået fejl'

Astana har ikke fungeret optimalt i Tourens første del, indrømmer Jakob Fuglsang, der som kaptajn påtager sig sin del af skylden

CHAMBÉRY (Ekstra Bladet): Dårlige placeringer ved styrt. Fanget i et sidevindsangreb. Manglende hjælp til kaptajnen ved defekt.

Det lyder som et mareridts-scenarie for et cykelhold, der med næb og klør kæmper for at holde sin kaptajnen inde i kampen om Tour-føringen.

Men det har været hverdag for Astana under Tourens første del, hvor indtrykket af holdet har været meget blandet.

- Det er også min opfattelse. Vi har haft dage, hvor det har fungeret super godt og der har været dage, hvor det er gået mindre godt.

- Det har ikke været lige godt hver dag – jeg har heller ikke været lige god hver dag, siger Jakob Fuglsang.

Han og de øvrige Astana-ryttere har holdt hviledag i Chambéry, hvor han fik besøg af hustruen Loulou og datteren Jamie Lou.

Der var tid til at se den lille pige stavre hen over gulvet på Best Western Hotel Alexander Park - en ting, hun ikke kunne, da Fuglsang forlod hjemmet i Monaco for at tage til Touren.

Men der var også tid til en kort presseseance, hvor Astanas problemer var et tema, og han uddybede gerne, da Ekstra Bladet spurgte ind til, hvorledes, han mente, at han havde fejlet.

- Det kan have været både i forhold til, at jeg ikke har været tydelig nok eller ikke forlangt nok af mine holdkammerater. Men det kan også have været i forhold til at tage dårlige beslutninger.

- Det har været fejl, men de skal ses i lyset af, at vi har forsøgt at spare Tanel (Kangert, red.) og Jesper (Hansen, red.) så meget som muligt.

- Fordi jeg har forsøgt at tage hensyn til holdet, så vi kunne spare kræfter - vi skal jo gerne hele vejen til Paris.

- Vi har ikke 100 kg-fyren, der kan køre forrest i feltet i to timer. Og så mistede vi også Luis (Léon Sánchez, red.) alt, alt for tidligt. Han havde været en stor hjælp for os, siger Jakob Fuglsang.

Han glæder sig over, at der efter hviledagene er bjerge på menuen - og at han trods alt er kommet fornuftigt ud af den første del.

- Hvis man ser klassement-mæssigt, er jeg godt tilfreds. Helt sikkert. Der ser det rigtig fornuftigt ud. Jeg har nogle af de allerstørste favoritter bag mig. Med få sekunder ganske vist, men stadig bag mig.

- For dem, der kører klassement, starter Touren først nu. Indtil nu har man kunnet tabe det hele, men ikke rigtig kunnet vide så meget .

- Brostenene kunne have været en mulighed. Men der blev kørt meget defensivt. Måske er det meget normalt, for har man ikke brostenene som metier, så gælder det bare om at overleve, siger Jakob Fuglsang.

Første test for Fuglsang og co. kommer tirsdag, hvor rytterne skal til Le Grand-Bornand. En etape, der byder på tre stigninger i kategori 1 og en enkelt uden for kategori.

Chris Froome røg spektakulært ned på en af paveerne under søndagens etape til Roubaix. Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix Tour de france 2018 - 16. jul. 2018 - kl. 16:01 Forhadt Froome om aggressive fans: 'Jeg vil ikke tænke på det'

Richie Porte er ude af Tour de France på grund af et brække kraveben. Foto: AP Tour de france 2018 - 15. jul. 2018 - kl. 20:59 Tour-favorit udgår for andet år i træk: - Jeg er knust

Foto: AP Tour de france 2018 - 16. jul. 2018 - kl. 09:57 Dansk stjerne ellevild efter drama: - Det bliver ikke større end det her

9 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere