Danmark har fra naturen fået en helt uvurderlig gevinst: Fyn og Jylland og Sjælland og Lolland-Falster og så ikke mindst ...
Magnus Cort fra Bornholm, Bornholm, Bornholm!
Det er ikke sikkert, at Bornholmervalsen bliver omskrevet til ære for Magnus Cort, der er født og opvokset på klippeøen, men det burde måske overvejes. Nok var Cort den langsomste af de fem danskere i årets Tour de France, men det er ikke rigtigt det, vi vil huske ham for, vel?
Vi vil nok i stedet huske, da han på 15. etape var den første, der krydsede målstregen i Carcassonne, så resten af feltet kom til Cort ...
Sådan en bedrift kalder på en fejring, og den blev der i den grad taget hul på, da Magnus Cort landede i Bornholm Lufthavn mandag eftermiddag. Mor Ulla og far Anders stod klar til at tage imod deres søn, men de var langt fra de eneste, der havde sat alarmen på bornholmeruret,da mere end 100 folk var på plads til ankomsten.
Bornholm Cycle Club stod klar med en æresport af cykelhjul, da øens nye cykelhelt trådte ind i ankomsthallen, mens unge autografjægere havde fundet blokken frem - det er trods alt ikke hver dag, at en Tour de France-etapevinder svinger vejen forbi.
Vi skal ikke kunne sige, om borgmester Winni Grosbøll fik sig en autograf, men hun havde i hvert fald også fundet vej til lufthavnen for at komme med en tale og overrække Magnus Cort en buket blomster, der næsten var større end borgmesteren selv.
Berørt og overvældet
Bornholm, du er min dejlige ferieø, og hvis du netop havde tonset Frankrig rundt på to hjul i tre uger, så ville du sikkert også se frem til at smække benene og tage en slapper.
Det kan Magnus Cort så gøre nu, hvor han kan skifte det fine, franske køkken ud med mors kødgryder og et stykke sol over gudhjem. Men for Cort er Bornholm ikke blot ferieøen, men et hjem. Et hjem han fortalte, han næsten ikke har set i et år, så nu glædede han sig til afslapning og familiebesøg.
Det var også en berørt og overvældet Magnus Cort, der kunne takke for opbakningen og sende en særlig tak til cykelklubben, hvor de første pedaler blev trådt for mange år siden.
Cyklen holder han sig ikke helt fra, mens han er hjemme - der skal stadig rulles lidt på mountainbiken, har han tidligere fortalt Ekstra Bladet. Og så længe den danske Tour-stjerne triller rundt på øen, må Bornholms andre turistattraktioner oppe sig en smule, hvis de skal matche hans popularitet. Det gælder blandt andet ruinen Hammershus, for Magnus Corts' karriere er i alt andet end ruiner lige nu.
Dansk helt bliver drillet: - De siger, at jeg er den dårligste
Fuglsang efter skuffelse: - Måske en uge på sofaen kan gøre noget