CARCASONNE (Ekstra Bladet): Det er ikke nemt at falde i søvn med adrenalin pumpende rundt i kroppen.
Det måtte Magnus Cort erfare, efter at han søndag vandt den første danske etapesejr i Tour de France i ni år.
I sengen på værelset gennemlevede Astana-rytteren ganske enkelt sekvensen, hvor han uden problemer sprintede fra Jon Izagirre og Bauke Mollema på opløbsstrækningen i Carcasonne.
- Det var lidt svært at falde i søvn. Jeg lå og genså billederne af den sidste kilometer inde i hovedet. Det var ikke med vilje, men jeg kunne ikke slippe det, fortalte Magnus Cort fra Astana-hotellet i udkanten af Carcasonne.
Her holdt holdet et ganske roligt pressemøde, hvor der til forskel fra det inden Touren og det på første hviledag nu var kommet udenlandske medier.
Det tog Magnus nu stille og roligt – han blev trods alt ikke overrendt. Og han havde da også fået armene ned efter sejren. Men også blod på tanden. For han tror fuldt og fast på, at han kan gentage bedriften i Tourens sidste uge.
- Ja, det tror jeg. Jeg tager gerne en til, hvis det kan lade sig gøre, siger Cort, der dog ikke helt ved, om det bedst bud er den flade 18. etape til Pau.
- Jeg har ikke kigget på det endnu. I første omgang er der nogle hårde Pyrenæer-etaper, hvor jeg ikke regner med at gå efter det. Jeg ved ikke helt, hvad der sker på 18. etape, om der er nogle, der har lyst til at holde det samlet.
- Men så er der selvfølgelig Champs-Élysées.
De ord kommer helt uden at smile. For den 25-årige bornholmer mener det. At han kan tage den mest prestigefyldte sprinter-sejr i verden. Også selv om modstanderne er folk som Peter Sagan.
- I søndags slog jeg både verdensmesteren (Sagan, red.) og den olympiske mester (Greg Van Avermaet, red), så det kan jeg vel gøre igen.
- Men der er jo ikke en kategori 1-stigning på Paris-etapen, du kan smide dem af på?
- Nej, det må jeg lige kigge på, siger han – denne gang med et bredt smil.
Se også: Froome er klar til at ofre Tour-sejren
Astana-boss efter etapesejr: De fik pisk på bjerget
Nu skal Tour-manager afgøres: Sådan bliver du klar til slutspurten
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.