Ny kontrakt på vej til Matti Breschel

Manager stiller Matti Breschel en kontraktforlængelse i udsigt, selv om den danske klassikerrytter blev vraget til Tour de France

Matti Breschel fotograferet under etapeløbet Paris-Nice i marts. Foto: Ritzau Scanpix.
Matti Breschel fotograferet under etapeløbet Paris-Nice i marts. Foto: Ritzau Scanpix.

QUIMPER (Ekstra Bladet): Efter de seneste par år at have siddet på pinebænken til langt hen i eftersommeren, før han har sikret sig en kontrakt for den følgende sæson, synes Matti Breschel allerede nu at være sikret endnu en sæson på World Tour- niveau.

Amerikaneren Jonathan Vaughter, som er manager på Tour-holdet EF Education First, stillede onsdag eftermiddag Matti Breschel en kontraktforlængelse i udsigt.

- Vi er meget glade for det arbejde, Matti har lagt i holdet i denne sæson. Han hjalp i klassikerne, og jeg ser ingen grund til, at han ikke skulle fortsætte ved os, sagde Jonathan Vaughters til Ekstra Bladet efter den hårde 5. etape fra Lorient.

- Det er sandt, at Matti nærmer sig karrierens afslutning, men ethvert hold har brug for nogle erfarne gutter, og Matti er en rytter, som kan være os til god hjælp i næste sæson.

- Som tingene ser ud nu, vil jeg gerne have ham på holdet næste år, sagde Jonathan Vaughters.

Breschel har fejret store triumfer i sin karriere, men har i de senere år skullet kæmpe en sej kamp for at sikre sig kontrakt på højeste niveau i cykelsporten, World Tour. Sin seneste sejr hentede han i 2015 i Post Danmark Rundt.

Skæmmet af skader
Breschel var en lysende stjerne og et stort klassikerhåb efter seks sæsoner på Bjarne Riis’ hold, da han i 2011 skiftede til det hollandske storhold Rabobank. Hans to sæsoner som stjernerytter på holdet blev imidlertid skæmmet af skader og uheld, og i 2013 var han tilbage under Riis’ vinger.

Siden rykkede han til Cannondale og Astana, før han i denne sæson atter blev hyret af Vaughters på Cannondale-holdet, som nu kendes under navnet EF Education First – Drapac powered by Cannondale.

Holdet blev i 2007 etableret af Vaughters med firmaet Slipstream Sports og kørte sin første sæson som prokontinentalhold under navnet Team Slipstream. Siden blev gps-giganten Garmin sponsor for holdet, før det fusionerede med Cannondale-holdet.

Før denne sæson var holdet så desperat efter at finde en sponsor, at der endog blev iværksat indsamling blandt fans i et forsøg på at redde holdet fra lukning.

Redningen blev i sidste ende et salg af Slipstream Sports til den svenske virksomhed EF Education First, som tilbyder sprogundervisning og på internationalt plan er førende i den branche.

Intet er forandret
Vaughters er blevet ved roret som ’general manager’ og har bevaret sin frihed til at drive holdet, som han finder bedst, uden at ejeren blander sig nævneværdigt.

- Intet er forandret her på dette niveau, sagde Vaughters onsdag og pegede på teambilerne, medarbejdere og cykelryttere, som forberedte sig på at komme videre til næste stop på Tour-ruten.

- Længere oppe – når man for eksempel ser på markedsføringen – er meget forandret, men vigtigst er det, at det her er et langsigtet projekt. Ingen ville købe et cykelhold for blot at drive det i et par år.

- Min rolle er i store træk den samme bortset fra, at jeg nu kan komme med ud til nogle flere løb i stedet for at bruge al min tid på at jagte nye sponsorer, sagde Jonathan Vaughters.

EF Education First - Drapac har garanteret holdets drift mindst frem til udgangen af 2021.

Det var ikke onsdag muligt at træffe Matti Breschel for en kommentar.

Se også: Tour-rytter mødte Kyllingen: Hvad gjorde vi forkert, Michael?

Foto: All over press Tour de france 2018 - 11. jul. 2018 - kl. 12:17 Tvunget til Tour-exit: Kæmpe stjerne forlader løbet

Udbryderne på fjerde etape sov i timen, mener Ekstra Bladets cykelekspert. Foto: AP Tour de france 2018 - 10. jul. 2018 - kl. 19:14 Kyllingen revser tandløse ryttere: ’Det er umådeligt dumt!’

kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen