Tour-kongen langer ud, fortryder - og ender i ny ballade

Internettet glemmer ikke. Det må Chris Froome sande, efter han offentliggjorde et tweet, slettede det igen, og nu får folk på nakken

Froome er i modvind ovenpå sin positive dopingtest. Foto: Ernst van Norde
Froome er i modvind ovenpå sin positive dopingtest. Foto: Ernst van Norde

Det skabte ny debat i cykelverdenen i går fredag, da det kom frem via den franske avis Le Monde, at den internationale cykelunion UCI har afvist Chris Froomes forsvar i sagen om britens positive dopingprøve.

Den fire-dobbelte Tour-vinder er truet af en udelukkelse, da han under Vuelta a España i september sidste år afleverede en dopingprøve, der viste et alt for højt indhold af astmapræparatet salbutamol. Stoffet er tilladt op til en vis grænse, som Froome overskred med 100 procent.

Briten har selv forsvaret sig med, at han lider af astma og har forsøgt at bevise, hvordan tallet kunne være så højt, men altså tilsyneladende uden held.

Britens forsvar blev ikke godtaget, og det betyder, at der kan føres sag mod Froome, men det betyder samtidig også, at en endelig konklusion i Froome-sagen næppe kan skrives foreløbig.

Et nyt slag - men dog et forventet et - til Chris Froome. Men briten har næppe sikret sig flere fans, da der på hans Twitter-profil fredag aften i kølvandet på Le Mondes historie blev langet ud efter journalister, der tilsyneladende kun er på jagt efter kliks i stedet for sandheden.

- Fake news går på omgang denne aften. Hvad journalister og medier ikke gør for et par klik, stod der således, inden samme tweet blev slettet igen senere.

Internettet glemmer dog ikke, og du kan derfor se tweetet ovenfor.

Britens uheldige tweet blev ikke ligefrem vel modtaget af hverken journalister eller folk i cykelverdenen, hvor ikke mindst manageren for World Tour-holdet EF-Education Jonathan Vaughters sendte en syrlig kommentar af sted mod Froomes tweet.

- Hvis du behandler journalister med respekt og behandler dem som medmennesker; Lader dem gøre deres job ved at være åbne overfor dem, så offentliggør de sjældent noget bare for klikkenes skyld, skriver Jonathan Vaugthers, der dog er kendt for ikke ligefrem at være på julekort med det britiske cykelhold.

Flere iagttagere og fans undrede sig også over Froomes 'Fake News-tweet'. Et tweet, som med stor sandsynlighed er skrevet af hans kone Michelle, som ofte bestyrer britens konto på det sociale medier.

Det vurderer cykelekspert Kim Plesner fra Veloropa.

- Det er jo ikke første gang, der kommer sådan et tweet ud, som måske ikke er helt gennemtænkt. Der er ikke mange, der er i tvivl om, hvem der styrer Froomes konto. Der har jo været slettet tweets før.

- Jeg tror måske, der er nogen fra Team Sky, der lige har haft fat i Froomes kone og bedt hende om at dæmpe sig, og så er tweetet blevet slettet igen.

- Det er jo især ordlyden med Fake News, som jo hurtigt bliver sammenlignet med Donald Trump, der ikke fungerer. Det er en kluntet måde, han - eller hun - kommer ud med utilfredsheden på, siger Plesner.

Han vurderer, at den seneste nyhed i Froome-sagen er et lille nederlag til briten, omend et også forventet nederlag. Som mange andre cykel-iagttagere håber han også på, at hele miseren bliver afgjort snart, men han forventer det ikke - tværtimod.

- Man kan godt som en, der holder af sporten, ønske sig, at det var noget mere strømlinet og hurtigere afgjort det her. Men når det er juridisk, så kan man heller ikke bare tromle hen over nogen.

- Men det er naturligvis irriterende, at det ikke er afgjort endnu. Det er irriterende at køre mod ham som rytter, fordi uvisheden gør, at man ikke aner, om hans resultater i løb bliver fjernet eller ej.

Froome har været i centrum ved hvert eneste løb, han har deltaget i i 2018. Uagtet at han ikke har indtaget hovedrolle i selve løbet. Foto: Ernst van Norde
Froome har været i centrum ved hvert eneste løb, han har deltaget i i 2018. Uagtet at han ikke har indtaget hovedrolle i selve løbet. Foto: Ernst van Norde
 

- De når vel næppe at komme frem til en afgørelse inden Giroen og Tour de France?

- Meget tyder på, at det ikke sker. Men jeg tror, at ASO (Tourens arrangør) vil gøre alt, hvad der står i deres magt for, at det her er klaret inden Touren. Selvom de har afvist, at de vil forhindre Froome i at stille til start, så tror jeg, de gør, hvad de kan for, at der er faldet en afgørelse inden juli.

- Men igen, det er også uretfærdigt, hvis Sky ikke bare kan holde sig til reglerne og lade ham køre. For de gør jo intet ulovligt ved at lade Froome køre løb for tiden. Men jeg tror måske, holdningen i feltet er, at Team Sky burde tage en fra cykelsporten og sige; 'okay, vi holder ham væk, indtil der er faldet en afgørelse', lyder det fra Kim Plesner.

Indtil videre er seneste nyt altså tilsyneladende, at Froomes første appel er afvist, men at vi generelt ikke er blevet meget klogere på hele situationen omkring Tour de France-kongen. Ud over at hans kone Michelle måske lidt oftere skal trække vejret og tælle til ti, inden hun sender et tweet ud i cyberspace, som kommer Chris Froomes profil...

Du kan i øvrigt lytte til Kim Plesner og Veloropas podcast her, hvor de tidligere har vendt balladen på Team Sky.

Se også: Kæmpe slag for Tour-kongen: Søforklaringen afvist

Mark Cavendish fik kun en enkelt etape af Tirreno-Adriatico i år på grund af et voldsomt styrt. Hans forberedelse til klassikeren Milano-Sanremo er dermed  forstyrret. Foto: Scott Mitchell / Team Dimension Data. Cykling - 8. mar. 2018 - kl. 10:50 Se skræk-fotoet: Superstjerne sled sig i mål - så fik han trist melding

Se også: Kollegerne gider ikke Froome: - Ni ud af ti er helst fri for ham

26 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere