LUXEMBOURG (Ekstra Bladet): De små buler i stoffet er knapt nok til at få øje på, men de har på ny kastet det mægtige Team Sky ud i et mediemæssigt stormvejr efter holdets magtdemonstration på Tourens første etape i lørdags.
Det drejer sig om rytternes køredragter på enkeltstarten, de såkaldte ’skin suits’. Den internationale cykleunions regler indskærper, at det er forbudt at være iført beklædning, som tjener andet formål end det åbenlyse. Intet må være påsyet eller påklistret med det formål for eksempel at forbedre rytterens præstation ved at reducere vindmodstanden.
Netop reduktion af vindmodstanden er imidlertid selve formålet med de små buler på Sky-rytternes dragter, og det har fået konkurrenter i feltet til at tale om snyd. Lederne på det franske hold FDJ røg helt op i det røde felt, da de efter etapen nærstuderede billeder fra enkeltstarten og fik øje på de små forhøjninger i det stive stof.
Fred Grappe, som er ansvarlig for teknik og udstyr på holdet, vurderede, at stoffet kunne betyde en forbedring af aerodynamikken på fire til syv procent, hvilket svarer til 15-25 sekunder på en enkeltstart som den i Düsseldorf i lørdags. En enorm fordel, hvis det virkelig er sandt.
Også BMC Racing Team har meldt sig som forurettet part, og de to hold har indgivet klage over Team Sky. Det ser det dog ud til at være spild af tid, for det britiske storhold har fået godkendt dragterne på forhånd og har i øvrigt brugt dem både i Giro d’Italia og Critérium du Dauphiné.
- De er lovlige. Alle bør kende reglerne. Man får ingen stor fordel af dem, men de små ting tæller også, så hvorfor ikke bruge dem?, sagde sportsdirektør Nicolas Portal, da anklagerne blev kendt.
- Alt er godkendt. Vi ville aldrig løbe den risiko at snyde og tabe alt på den første dag af Tour de France. Vi følger reglerne, sagde Portal, som fik bekræftet sin udlægning, da løbskommissærer kontrollerede tøjet og ikke kunne konstatere brud på UCI-reglerne.
Det springende punkt er vævningen. De små buler, som altså i vindtunnel har bevist deres aerodynamiske værd, er vævet ind i stoffet. De er ikke syet eller klistret på. Bulerne er integreret i tøjet, som derfor er lovligt og demonstrerer den udelte opmærksomhed, som teamets tekniske direktør, danskeren Carsten Jeppesen, retter mod enhver detalje, der kan vinde tid.
- Det er mit job at kende reglerne og studere regelbogen for at finde steder, hvor vi inden for reglerne kan opnå en fordel. Vi går aldrig over stregen, men vi går selvfølgelig til grænsen, siger Carsten Jeppesen.
- Vi overlader intet til tilfældigheder, og vi kunne naturligvis aldrig drømme om at møde op til et Tour de France med ulovligt udstyr og sætte det hele på spil. Det kommer aldrig til at ske, siger Carsten Jeppesen, som i månederne op til Touren har sikret, at alt udstyr er afprøvet og enhver situation indøvet.
Derfor var den silende regn på enkeltstarten ingen katastrofe for Team Sky, for holdets ryttere havde afprøvet alt udstyr under alle forhold – herunder silende regn.
Siden sit indtog i feltet i 2010 har Team Sky suget konkurrenternes misundelige blikke til sig. Det stenrige hold er aldrig gået på kompromis med kvalitet og imødegik fra første færd problemer, som cykelhold har lidt under gennem alle tider.
Ethvert hold oplever for eksempel at blive indlogeret på elendige, ukomfortable hoteller under et Tour de France, men Team Sky tropper så bare op med egne madrasser, dyner, puder, aircondition-anlæg, mørklægning og alt andet, der kan sikre rytterne optimal hvile og en god nats søvn.
Egen kok i egen køkkenvogn med dertil hørende spiserum er en selvfølge, og det samme er den luksuriøse teambus. Sidste år afprøvede Team Sky under Giro d’Italia endog en indlysende idé med at lade teamets holdkaptajn bo roligt og afsondret i en luksus-autocamper, men det blev stoppet af den internationale cykleunion, UCI. Holdets kæmpe autocamper bruges nu som logi for teamboss David Brailsford.
Mekanikerne har et airconditioneret værksted til rådighed, så de i alt slags vejr og på alle tider af døgnet kan arbejde koncentreret, og seneste skud på stammen er en lastbil med generator, der kan forsyne hele lejren med strøm.
I vognen er der desuden kølerum og vaskerum med fire vaskemaskiner. Det sikrer, at personalet kan vaske mindre portioner tøj og dermed kan eliminere enhver frygt for, at en rytter, der for eksempel døjer med et væskende sår, kan inficere en anden rytter via vasketøjet.
- Vi gør intet, som alle andre hold ikke også kan gøre. Vi gør vores hjemmearbejde og kommer så velforberedt til løbene som overhovedet muligt, siger Carsten Jeppesen.
- Vi følger reglerne, men vi går aldrig for langt. Hvis vi kom til et løb som Tour de France med ulovligt udstyr, så ville det koste mig jobbet. Så det gør vi ikke, siger Jeppesen.
***
Teamboss: Kom nu ind i kampen
LUXEMBOURG (Ekstra Bladet): Den ubestridte chef for Team Sky, David Brailsford, har kun hovedrysten til overs for den kritik, hans hold har mødt efter enkeltstarten i lørdags, hvor rytterne var iført de kontroversielle dragter.
- Vi analyserer vore konkurrencemæssige muligheder, og hvis der sker ændringer på World Touren, så ved jeg det inden for 24 timer, siger David Brailsford til Cycling Weekly.
- Men alle andre opdager det så på den første dag i Touren? Kom nu, hvad laver I? Enten gør I jeres arbejde ordentligt, eller også gør I ikke. Hvis de først ser det her nu, hvad laver de så?
- Fokuser på jeres egne hold. Måske har rytterne brug for en ’skinsuit’, siger Brailsford med henvisning til konkurrenterne FDJ og BMC, som mener sig uretsmæssigt udkonkurreret af Team Sky.
Brailsford afviser pure, at gevinsten ved dragterne er så dramatisk, som kritikerne hævder, og han understreger, at Team Sky har brugt dem både i Giro d’Italia og Critérium du Dauphiné.
Fuglsang på hjemmebane: Håber at se nyfødt datter