Tour-legende død: Den gale cowboy er stået af

Schweiz' første Tour-vinder, den farverige og vanvittige Ferdinand Kübler, er død

Kübler (tv) og Louison Bobet fejrer deres podieplaceringer i Touren 1954. Bobet var et af Küblers yndlingsofre, når han udkæmpede skarpe dueller på landevejen. Foto: AP.
Kübler (tv) og Louison Bobet fejrer deres podieplaceringer i Touren 1954. Bobet var et af Küblers yndlingsofre, når han udkæmpede skarpe dueller på landevejen. Foto: AP.

Sejren i Tour de France 1950, hvor han besejrede Stan Ockers og Louison Bobet, står som det største i hans lange karriere, men schweizeren Ferdinand Kübler – kaldet Ferdi – er mindst lige så kendt for sin dramatiske, utidige exit fra Touren 1955, da han overophedet slingrede op og ned ad Mont Ventoux og efter en tragikomisk etape kaldte pressen sammen for at meddele, at det var slut:

'Ferdi for gammel. Ferdi har for ondt. Ferdi har slået sig selv ihjel på Ventoux', lød det fra den slidte schweizer, som aldrig siden kørte Tour de France og snart indstillede karrieren.

Nu er Ferdi Kübler død. I en alder af 97 år drog han 29. december sit sidste suk under indlæggelse på et hospital i Zürich nær sit hjem i Birmensdorf. Han fejrede jul med familien, men måtte indlægges igen på grund af en slem forkølelse.

- Ferdi faldt fredfyldt i søvn med et smil på læberne, siger hans hustru Christina til schweizer-illustrierte.ch.

Ferdi Kübler efter sin sejr på sjette etape af Tour de France 1950. Kübler vandt Touren det år og blev den første schweiziske Tour-vinder. Foto: AP.
Ferdi Kübler efter sin sejr på sjette etape af Tour de France 1950. Kübler vandt Touren det år og blev den første schweiziske Tour-vinder. Foto: AP.
 

Krigen kostede dyrt
Kübler nærede i sin storhedstid en forkærlighed for Stetson-hatte, hvilket sikrede han tilnavnet 'Cowboyen'. Han blev også kaldt 'Ørnen fra Adliswil' med henvisning til hans barndomsby, som ligger få kilometer fra Birmensdorf.

Han blev født i Marthalen og begyndte som 20-årig at køre professionelt væddeløb i 1940. Hans karriere var i begyndelsen begrænset af Anden Verdenskrig, hvor langt de fleste løb i det krigshærgede Europa ikke blev afviklet, og det kostede ham efter alt at dømme mange store sejre. Han kørte i stedet flittigt i neutrale Schweiz, hvor han vandt blandt andet Schweiz Rundt i 1942.

Efter krigen foldede han sit potentiale helt ud og vandt som den første schweizer Tour de France i 1950. Året efter, da hans landsmand Hugo Koblet vandt Touren som den hidtil sidste schweizer, satte Kübler sig på VM.

Han blev i 1954 nummer to i Touren efter Louison Bobet og vandt i karrieren desuden to år i træk både Liège-Bastogne-Liège og Flèche Wallonne.

Ventoux blev hans skæbne
I 1955 mødte han sit Waterloo på Mont Ventoux og sluttede karrieren som 38-årig i 1957. Han sidste sejr af betydning kom i Milano-Torino i 1956.

Ferdi Kübler var kendt som 'den pedallerende galning'. Han elskede at drille sine modstandere og varslede gerne højlydt, at et angreb var på vej. Talrige er historierne om Kübler, som med vilde hyl kastede sig ud i hovedløse soloudbrud efter at have provokeret konkurrenter og deres sportsdirektører.

Mange af historierne er givetvis pumpet op med årene, men ingen tvivl er der om, at Kübler var en af sportens store originaler. Efter karrieren, som bød på over 400 professionelle sejre, indledte han en succesrig erhvervskarriere og nåede altså den høje alder af 97 år.

Den ældste nulevende Tour-vinder er nu franskmanden Roger Walkowiak, som vandt Tour de France som upåagtet regionalrytter i 1956. Det er den mest sensationelle Tour-sejr i historien. Walkowiak er 89 år og nyder sit otium i hjemmet i Montluçon i det centrale Frankrig.

Læs de fantastiske historier om Ferdi Kübler og Roger Walkowiak:

Ferdinand Kübler, til højre, ses her med den franske rytter Louison Bobet, som vandt Tour de France i 1953. Foto: Polfoto Sport Tour-helt gav op: Ferdi har slået sig selv ihjel på Ventoux!

Roger Walkowiak har som den eneste i Tour de France-historien vundet det legendariske løb uden nogensinde at vinde en etapesejr i løbet. Foto: ROGER-VIOLLET Sport Tour a la Walko: Hovsa-missil ramte plet

5 kommentarer
Vis kommentarer