Tour-vinder: Valgren kan vinde Liège-Bastogne-Liège

Den tidligere toprytter og vinder af forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège Andy Schleck har fulgt Michael Valgren på nært hold i Ardenner-klassikerne og er imponeret af den danske Tinkoff-rytter

Andy Schleck i gult og Alberto Contador på vej mod Ax Trois Domaines under Touren 2010. Contador vandt Touren samlet på landevejen, men Schleck fik tilkendt en skrivebordssejr, da Contador blev fældet for doping. (Foto: AP).
Andy Schleck i gult og Alberto Contador på vej mod Ax Trois Domaines under Touren 2010. Contador vandt Touren samlet på landevejen, men Schleck fik tilkendt en skrivebordssejr, da Contador blev fældet for doping. (Foto: AP).

Da 24-årige Michael Valgren i søndags erobrede andenpladsen i forårsklassikeren Amstel Gold Race, kørte han sig ind i den tidligere toprytter og Tour-vinder Andy Schlecks bevidsthed som en mulig vinder af søndagens monumentale Ardenner-klassiker, Liège-Bastogne-Liège.

Schleck, som i februar åbnede en stor cykelforretning i Luxembourg, er kommentator på luxembourgsk tv, og han har fulgt den danske rytter på nært hold i forårets sidste klassikere. Han er imponeret af den danske rytter og tøver end ikke med at placere ham blandt sine personlige favoritter i søndagens løb.

- Med en afslutning som den, han leverede i Amstel Gold Race, kan han absolut spille en rolle i Liège-Bastogne-Liège, siger Andy Schleck til Ekstra Bladet.

- Han viste sig som en virkelig stærk ’puncheur’ (bakkespecialist, red.) efter 250 kilometers kørsel. Det beviser for mig, at han er en rytter med en stor fremtid, siger Schleck, som ikke har mistet troen på den unge dansker, selv om han var anonym i onsdagens Flèche Wallonne.

- Han er stadig ung og er ikke formet færdig som cykelrytter. Endnu er det ikke soleklart, hvad han bedst bruger sit talent til, men jeg tror, at der venter ham en stor fremtid uanset, hvad han specialiserer sig i, siger Andy Schleck.

Se også: Grådkvalt Andy Schleck bekræfter: Jeg stopper

Han vandt Liège-Bastogne-Liège i 2009 og er yderligere tre gange kørt i top 10 i den belgiske klassiker. Hver gang har den legendariske Côte de la Redoute, som passeres med cirka 35 kilometer til mål, været skelsættende.

- La Redoute er det springende punkt. Man skal være blandt de første, der kommer over, hvis man vil gøre sig håb om podiet. Sidder Valgren med over stigningen blandt de første, vil han være min favorit til sejren.

Andy Schleck, her fotograferet i sin cykelforretning i Luxembourg, er imponeret af Michael Valgrens andenplads i Amstel Gold Race og vurderer, at danskeren kan komme til at spille en vigtig rolle i søndagens Liège-Bastogne-Liège. (Foto: Ernst Van Norde).
Andy Schleck, her fotograferet i sin cykelforretning i Luxembourg, er imponeret af Michael Valgrens andenplads i Amstel Gold Race og vurderer, at danskeren kan komme til at spille en vigtig rolle i søndagens Liège-Bastogne-Liège. (Foto: Ernst Van Norde).
 

- Han er ganske hurtig i en spurt, så kommer han til mål med en gruppe på fem-ti ryttere, kører han på podiet, siger Andy Schleck, som forudsætter, at Valgren bliver en af de ryttere, som Tinkoff satser på og vil beskytte løbet igennem.

- Det gælder om at bevare roen og spare på energien. Han skal bare følge strømmen. Vente og vente og ikke lade sig rive med og satse for tidligt. Liège er et langt løb, og man skal være tålmodig.

I 2009 triumferede Schleck efter et angreb på Côte de La Roche-aux-Faucons og et langt soloridt. Først indhentede og passerede han belgieren Philippe Gilbert, som lå alene i front, og siden oparbejdede han et forspring på langt over et minut til sine forfølgere, før han kørte over stregen i Liège-forstaden Ans.

Se også: Schleck efter operation: Mit knæ ligner en eksplosion

Valgren skal ikke forsøge at lave det samme nummer, hvis han vil på podiet i Liège-Bastogne-Liège i år. Det lange soloridt skal han overlade til andre, mener Schleck.

- Hvis jeg var Tinkoff-manager i år, ville jeg satse på Valgren og måske Roman Kreuziger. Kreuziger skulle angribe tidligt – måske allerede på toppen af Côte de la Redoute – og Valgren skulle vente og køre spurten, hvis ikke Kreuziger kunne gøre arbejdet færdigt, siger Andy Schleck.

Michael Valgren (tv) bliver hyldet på podiet i Amstel Gold Race sammen med vinder Enrico Gasparotto og nummer tre, Sonny Colbrelli. (Foto: All Over Press).
Michael Valgren (tv) bliver hyldet på podiet i Amstel Gold Race sammen med vinder Enrico Gasparotto og nummer tre, Sonny Colbrelli. (Foto: All Over Press).

- Holdet har fordel af, at det ikke har en storfavorit, for det betyder, at holdet ikke behøver lægge alt for mange kræfter i. Og Valgren har den fordel, at meteorologerne har varslet meget dårligt vejr. Som skandinav er han vant til hårdt vejr, siger Andy Schleck.

Valgrens potentiale er enormt, vurderer Schleck, og han er trods sin styrkedemonstration i Amstel Gold Race ikke begrænset til den type løb.

- Jeg tror, han vil kunne gøre en god figur i et løb som Milano-Sanremo, og jeg kunne for den sags skyld også se ham som brostensrytter.

- Man kan ikke sige, at han er tyk, men han kunne godt tåle at tabe nogle kilogram, for så vil hans talent kunne blive foldet helt ud, siger Andy Schleck.

- Under alle omstændigheder ser jeg ham som en stor klassikerrytter i fremtiden. Han har hovedet og hjertet på rette sted. Han har tydeligt den passion, der skal til.

Andy Schleck vandt Tour de France i 2010 og stoppede sin karriere på grund af en knæskade i 2014.

***

Dagens stigninger:

Tid (v/40 km/t. i snit) - km kørt - navn - længde - stigning i snit

Kl. 12.28 - km  78,5 - Côte de La Roche-en Ardenne - 2,8 km - 6,2 procent
Kl. 13.37 - km 125,0 - Côte de Saint-Roch - 1 km - 11,2 procent
Kl. 14.43 - km 168,5 - Côte de Wanne - 2,8 km - 7,4 procent
Kl. 14.58 - km 179,0 - Côte de la Haute-Levée - 3,6 km - 5,6 procent
Kl. 15.18 - km 192,0 - Col du Rosier - 4,4 km - 5,9 procent
Kl. 15.37 - km 204,5 - Col du Maquisard - 2 km - 5 procent
Kl. 15.54 - km 216,5 - Côte de La Redoute - 2 km - 8,9 procent
Kl. 16.19 - km 232,5 - Côte de La Roche-aux-Faucons - 1,3 km - 11 procent
Kl. 16.39 - km 246,5 - Côte de Saint-Nicolas - 1,2 km - 8,6 procent
Kl. 16.45 - km 250,5 - Côte de la Rue Naniot - 0,6 km - 10,5 procent

***

Pluk fra historien:

1892 - Første udgave af løbet afvikles med belgieren Léon Houa som vinder. Han kører de 250 kilometer på knapt 11 timer.
1895 - Løbet aflyses og køres først igen i 1908.
1945 - Efter anden verdenskrig begynder løbet at tiltrække internationale stjerner som Jean Robic, Ferdi Kübler og Stan Ockers.
1957 - Belgierne Frans Schoubben og Germain Derycke deler sejren, da ingen kan afgøre, hvem der kommer først over målstregen.
1969 - Kannibalen Eddy Merckx vinder løbet i en sæson, hvor han også vinder Paris-Nice, Flandern Rundt, Milano-Sanremo og Tour de France
1994 - Lance Armstrong bliver nummer to og gentager bedriften to år senere.
2003 - Tungt dopet vinder Tyler Hamilton i Bjarne Riis’ tjeneste løbet.
2004 - Italieneren Davide Rebellin vinder de tre Ardenner-klassikere som den første nogensinde.
2010 - Kasakheren Alexandre Vinokourov vinder løbet. Siden opstår der mistanke om, at Vinokourov har betalt Kolobnev for at tabe.
2011 - Belgieren Philippe Gilbert gentager Rebellins bedrift og vinder de tre Ardennerklassikere. Chris Anker Sørensen bliver nummer seks.
2015 - Jakob Fuglsang bliver nummer ni i samme tid som vinderen Alejandro Valverde.

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere