Tragedie og triumf: - Han har gjort sporten større

Den nykårede U23-verdensmester Johan Price-Pejtersen fortæller til Ekstra Bladet, at sejren er det absolutte højdepunkt i karrieren - og han sender en hyldest til Chris Anker Sørensen

Johan Price-Pejtersen fortæller, at han har været hele følelsesregisteret igennem efter at have vundet U23-VM samme weekend som Chris Ankers ulykke.

U23-verdensmester Johan Price-Pejtersen fortæller, at han har været hele følelsesregisteret igennem efter at have vundet VM samme weekend som Chris Anker Sørensens ulykke. Video: Henning Hjorth

Da Ekstra Bladet venter på den nykårede U23-verdensmester i enkeltstart, Johan Price-Pejtersen, kommer en bil kørende op på siden af den 22-årige rytter.

’Congratulations’, lyder det med flamsk accent, hvorefter danskeren i den regnbuefarvede trøje høfligt siger 'tak'.

Den høje tempospecialist er den femte danske U23-herre-mester ved VM i enkeltstart i de seneste seks forsøg. En disciplin, de unge danskere har godt styr på.

Det er første gang, at den unge københavner vinder løbet, og det gør et stort indtryk på ham.

- Det her er mere end bare end verdensmestertrøje, det er ikke bare ét til tre år, det er et helt liv med cykling, som kulminerer nu. Det er op og nedture, det er hele mit følelsesregister, som sættes på prøve, siger Johan Price-Pejtersen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Den 22-årige cykelrytter har tidligere været juniorverdensmester på banen, men dette er 'noget større'. Foto: Henning Hjorth
Den 22-årige cykelrytter har tidligere været juniorverdensmester på banen, men dette er 'noget større'. Foto: Henning Hjorth

Nervøsitet og gale belgiere
Han sammenligner en enkeltstart med en eksamen, men hvor man på skolen skal vente på et svar, får rytteren svar med det samme. Price-Pejtersen var den bedste, og det kunne mærkes på ruten i Brügge.

- Det er vanvittigt at vinde i Belgien. Det slog mig måske på vej herned, at det er i Belgien, det er cyklingens moderland. Det er cyklingens mekka. Det er derfor, det er en helt vanvittig oplevelse.

Da han cyklede de sidste meter, var lyden fra barriererne, som blev slået af de vilde tilskuere, altdominerende. Da stregen blev krydset, blev nogle ord råbt ind i tv-kameraet fra Price-Pejtersen: ’Det er for fucking Chris’.

Et kæmpe aftryk
Johan Price-Pejtersen fortæller, at han havde det samme forhold til Chris Anker Sørensen som langt de fleste danskere. En elskværdig cykelrytter, som altid var god for en kommentar på fjernsynet.

- Han har gjort sporten større, og han er på mange måde blevet større end cyklingen. Han har vist en anden side af cyklingen til danskerne, og han har været med til at skabe meget interesse om sporten.

- Det skylder vi en tak for. Da jeg begyndte var han en stor inspiration for mig, han var en fighter.

- Den stemning, som har lagt sig over lejren, har været en dyne af gråt. Løbet blev pludselig en ligegyldighed. Da jeg skulle køre mit løb, tænkte jeg, at det bare er et løb nu.

- Noget er større end en god eller dårlig dag på en cykel, siger Price-Pejtersen, inden han sætter sig på cyklen og kører de sidste meter til hoteldøren.