Tvivler på VM: Skal præstere på højere niveau

Mads Pedersen er fortrøstningsfuld i forhold til Tour de France, som han regner med køres i juli. Men han tvivler på VM til efteråret

Lige nu er det vigtigt for mig, at jeg ikke slækker på det, men får passet træningen, så jeg kan præstere på et højere niveau, når det gælder, siger Mads Pedersen. Foto: Trek Segafredo.
Lige nu er det vigtigt for mig, at jeg ikke slækker på det, men får passet træningen, så jeg kan præstere på et højere niveau, når det gælder, siger Mads Pedersen. Foto: Trek Segafredo.

Påskevejret arter sig fra sin pæne side i disse dage, og derfor er det heller ikke svært for verdensmester Mads Pedersen at komme op på cyklen.

Også selvom alle forårsklassikerne er strøget af kalenderen. Det var ellers her, at VM-trikoten for alvor skulle luftes.

- Man skal ikke græde over spildt mælk. Lige nu er det vigtigt at holde motivationen ved lige og sørge for, at formen bliver passet. Det er da topærgerligt med aflysningerne af Paris-Roubaix og Flandern Rundt. Men jeg er sikker på, at cykelsporten nok skal komme sig, siger Pedersen til Ekstra Bladet.

Hvad angår chancen for at genvinde VM, er verdensmesteren tvivlende.

Ønsket om at triumfere igen er der selvsagt, og han så gerne sig selv beholde den regnbuefarvede trikot et år mere.

Men når VM i landevejscykling køres i Schweiz søndag 20. september, bliver det på en rute med mere end 4000 højdemeter.

Linjeløbet vil have start i byen Aigle, hvor Den Internationale Cykelunion (UCI) har sit hovedsæde, mens løbet slutter i Martigny.

Alt i alt skal herrernes linjeløb køres ud på en 244 kilometer lang strækning.

Rytterne skal først køre en længere sløjfe, inden de slutter af med syv omgange på en 20 kilometer rundstrækning, hvor den hårde bjergstigning Côte de la Petite Forclaz venter.

Og det er Mads Pedersen ikke jævnt begejstret for.

- Jeg tror ikke, jeg skal køre VM. Ruten passer mig ikke så godt, fortæller han.

Han vil hellere koncentrere sig om DM, som, han håber, vil blive afviklet. De danske mesterskaber er sat til at finde sted i dagene 18. til 21. juni i Vejle.

Mads Pedersen tør heller ikke at forudse, om Tour'en bliver aktuel for ham eller ej.

Det kommer meget an på timingen, altså om det bliver rykket en eller to uger frem i juli, som lige nu er på tegnebrættet.

Cykelsæsonen er blevet forkortet, men det er ikke en reel grund til, at cykelsporten vil lukke helt ned på baggrund af en verdensomspændende virus, lyder danskerens forudsigelse.

24-årige Mads Pedersen er favorit til at cykle Tour de France, men tør ikke håbe for meget på det. Foto: Trek Segafredo
24-årige Mads Pedersen er favorit til at cykle Tour de France, men tør ikke håbe for meget på det. Foto: Trek Segafredo

Han er dog ikke særlig glad for tanken om at køre løb uden tilskuere.

- Det er jo magien, der helt forsvinder, hvis man ikke har nogen på sidelinjen til at bakke en op.

Hans team, Trek-Segafredo, har udstedt strenge restriktioner, der for eksempel ikke tillader, at deres ryttere må være i kontakt med andre end samleveren derhjemme.

Og det kan godt blive udfordrende, når han cykler på de danske landeveje iført den regnbuefarvede trøje.

Mads Pedersen bliver nemlig genkendt af fans, der vil dokumentere hans færd.

- Jeg stopper gerne op for at få taget billede, men det sker med god afstand, og det er folk rigtig gode til at respektere og overholde, siger han.

Han har allieret sig med barndomsvennen og cykelrytteren Jakob Egholm. De kører på de forholdsvis øde veje - dog med behørig afstand.

De traditionelle bagerstop er det også blevet til, hvor ruten bliver tilpasset gode lokale bagere, der stadigvæk holder åbent.

Personligt foretrækker han wienerbrød á la brunsviger, men det skal naturligvis ikke gå udover diæten.

- Lige nu er det vigtigt for mig, at jeg ikke slækker på det, men får passet træningen, så jeg kan præstere på et højere niveau, når det gælder.

For der er mange ting på programmet hos familien Pedersen.

Den 24-årige rytter benytter coronafritiden til at få det sidste på plads, da han for ganske nylig er flyttet til Holbæk sammen med sin kone, Lisette Dam Jørgensen.

- Hun er god til at løfte de tunge kasser. Det har jeg ingen kvaler med at overlade til hende, siger Mads Pedersen med et glimt i øjet.

- Skal I så ikke snart have nogle børn?

- Nej, det har vi skam ikke tid til. Vi lever lidt i vores egen boble med to hunde og nyt hus i Holbæk, så det er rigeligt for os.

Mads Pedersen og konen blev gift sidste år lige efter, at titlen som verdensmester kom i hus.

Se også: Afslører voldsom strid: - Armstrong truede mig

Se også: Gigant i knæ: Største krise siden Anden Verdenskrig

Se også: Cavendish afslører depression

7 kommentarer
Vis kommentarer