Brian Holm har sagt farvel til tilværelsen på WorldTouren, hvor han havde sin sidste sæson som sportsdirektør på Quick Step-holdet i 2022.
60-årige Holm er dog ikke kendt for at ligge på den lade side, og han har derfor øget sit engagement i cykelholdet Restaurant SuRi-Carl Ras, hvor han er en del af en celeber ejerkreds med Brøndby-formand Jan Bech Andersen og cykelstjernen Mads Pedersen.
Helt konkret har Holm i år bl.a. brugt sine stjernebekendtskaber til at skaffe holdet invitationer til endagsløbet Rund um Köln og U23-udgaverne af WorldTour-løbene Paris-Roubaix og Paris-Tours.
- Jeg har talt med Andre Greipel, som er løbsdirektør for Rund um Köln, og Thierry Gouvenou, som er direktør for Tour de France, men derudover også U23 Paris-Tours.
- Så er der U23 Paris-Roubaix. Det er min gamle klub, der holder det. Jeg vandt nogle gode sejre for dem, og det husker de stadig.
Særligt endagsløbet Rund um Köln ville være stort for det lille danske cykelhold at køre. Løbet er tidligere blevet vundet af stjerner som Tom Boonen, Erik Zabel, Dylan Groenewegen og Sam Bennett.
- Det ville være toppen for vores hold at køre det løb, og vi har en hæderlig chance for at blive noget. At komme til Tyskland og køre imod de professionelle og prøve at få en top-10 ville være sjovt for rytterne at prøve.
Ekstra Bladet erfarer desuden, at det dansk-luxembourgske cykelprojekt Leopard Togt Pro Cycling også stiller til start i Rund um Köln den 21. maj, så der i år kan være mange danskere til start.
Nerven forsvandt
Ifølge Brian Holm kommer afskeden med Quick Step på et godt tidspunkt.
Efter at have været en fast bestanddel af WorldTouren i mange år var spændingen således gledet lidt ud af jobbet, men den er nu kommet tilbage i mere ydmyge omgivelser herhjemme.
- Da jeg var ny sportsdirektør og skulle forsvare en førertrøje i Giro d’italia for første gang med Thomas Löfkvist (I 2009 red.), var jeg så nervøs, jeg ikke kunne sove om natten. På mine gamle dage var jeg slet ikke nervøs længere. Nu er spændingen kommet igen. Cykelløbene herhjemme bliver kørt på en anden måde, som jeg også skal lære, fortæller Holm om de danske cykelløb.
Ser op til Vingegaards opfindere
Restaurant SuRi-Carl Ras er fortsat et nyt hold herhjemme og må betegnes som den mindste i klassen i den danske cykelskole, der også tæller holdene BHS-PL Beton Bornholm, Leopard Togt Pro Cycling og coloQuick
Særligt sidstnævnte hold, der har været med til at udklække en række danske stjerner med Jonas Vingegaard som det ypperste eksempel er en stor inspirationskilde for Brian Holm, når han arbejder med holdet
- Uden at nedgøre vores hold så er det coloQuick, jeg ser lidt op til. De har lidt flere penge og nogle flere år på bagen end os, så de har et rigtig godt løbsprogram. Min drøm med SuRi-Carl Ras er at blive lige så store som coloQuick. Ikke større end det. Vi behøver ikke være de største, bare det fungerer.
Ekstra Bladet har også snakket med en anden af holdet ejere, Jan Bech Andersen, der fortæller om sit engagement i cykelsporten.