Uhyggelige billeder: Topryttere mejer fodgænger ned i stort etapeløb

Løbsvagt snorksov da to ryttere fra Peter Sagans Bora-Hansgrohe i høj fart kolliderede med en fodgænger under holdtidskørslen i det italienske etapeløb Tirreno-Adriatico

Løbs-vagt står med ryggen til begivenhederne, da fodgænger vader ud på vejen. TV: AP/SNTV

Der var kun kørt tre kilometer af dagens holdtidskørsel i World-Tour løbet Tirreno-Adriatico, da en snorksovende vagt og en uopmærksom fodgænger var skyld i en voldsom kollision.

Den tidligere Tinkoff-Saxo rytter Rafal Majka og holdkammeraten Oscar Gatto kørte i høj fart frontalt ind i manden, der krydsede vejbanen i samme øjeblik, som Bora-Hansgrohe-mandskabet kom kørende.

De forreste ryttere i gruppen formåede at undvige sammenstødet, men på de meget lidt manøvredygtige enkeltstartscykler kunne hverken Gatto eller Majka gøre noget for at undgå uheldet.

På tv-optagelserne af ulykken kan man se løbsvagten, der stod med ryggen til vejen og talte med en tilskuer i orange tøj, mens fodgængeren ikke så ud til at ænse rytterne, der var på vej imod ham. 

Alle tre involverede ramte asfalten hårdt efter sammenstødet, men begge ryttere kunne dog færdiggøre etapen efter at være kommet tilbage på cyklen. Ifølge RAI Sport blev tilskueren efterfølgende kørt på hospitalet uden at være kommet alvorligt til skade. 

Og den voldsomme start på dagen havde tilsyneladende ikke fået arrangørerne til at stramme op på sikkerheden. Kort tid efter episoden var det australske Mitchelton-Scot hold tæt på at lide samme skæbne.

Efter at have rundet et 90 graders sving var de uhyggeligt tæt på at ramme en kvinde, der krydsede vejen med sin hund. Heldigvis nåede hun at reagere i sidste øjeblik og fik trukket både sig selv og hund i sikkerhed.

Forskrækkelsen forhindrede dog ikke Mitchelton-Scot i at tage den samlede sejr på dagen, da de fik tilbagelagt de 21,5 kilometer i tiden 22:25. Bora-Hansgrohe sluttede på 20. pladsen i tiden 24:22.

Se også: Stor dansk triumf: Magnus Cort vinder etape i Paris-Nice

Se også: Dansk teenager bag forrygende rekord: Hurtigere end Contador

Se også: Danske ryttere ramt: Stribevis af cykelløb afblæst

92 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere