Ustraffet bloddoper tilbage i feltet

Den tidligere toprytter Michael Boogerd tilstod omfattende doping for snart to år siden, men han er stadig ustraffet og debuterer onsdag som sportsdirektør for nyt hollandsk hold

Michael Boogerd er en af de ledende medarbejdere på det nye Roompot-hold. Selv om han har tilstået doping, er han sluppet for en disciplinærsag og har fået licens som sportsdirektør. (Foto: AP).
Michael Boogerd er en af de ledende medarbejdere på det nye Roompot-hold. Selv om han har tilstået doping, er han sluppet for en disciplinærsag og har fået licens som sportsdirektør. (Foto: AP).

Mens den nye generation af professionelle cykelryttere hylder livstidsstraf og endog fængselsstraf som våben i den stadigt mere uforsonlige krig mod doping, tillader antidopingmyndighederne, at en ustraffet dopingsvindler indtræder i feltet som sportsdirektør og mentor for unge talenter.

Det drejer sig om hollænderen Michael Boogerd, som i flere år var den store stjerne på Rabobank og nationalhelt i sit hjemland. Da korthuset ramlede med de tidligere Rabobank-ryttere Michael Rasmussens og Levi Leipheimers dopingtilståelser, måtte også Boogerd krybe til bekendelse.

Se også: Amerikansk toprytter dopede sig med brors blod

Det skete i marts 2013 på nationalt tv, hvor han indrømmede blandt andet epo-doping og bloddoping i et årti frem til sit karrierestop i 2007.

Boogerd er imidlertid aldrig blevet straffet for sine mange overtrædelser af antidopingreglerne. Tværtimod er han blevet tilgodeset med en belgisk licens til at arbejde som sportsdirektør, og han debuterer onsdag, når etapeløbet Étoile de Bessèges skydes i gang i Sydfrankrig.

Boogerd er ansat på det nye hollandske prokontinentalhold Roompot, som har gjort det til sit kendetegn kun at ansætte unge, hollandske ryttere. Boogerd er særligt mentor for holdets bjergryttere, som altså har en bloddoper, der slap af sted med det, som vejleder.

Michael Rasmussen (tv) og Michael Boogerd under træning på en hviledag under Tour de France 2007. De var begge dopet på dette tidspunkt, har de indrømmet, men kun danskeren har afsonet dopingkarantæne. (Foto: AP).
Michael Rasmussen (tv) og Michael Boogerd under træning på en hviledag under Tour de France 2007. De var begge dopet på dette tidspunkt, har de indrømmet, men kun danskeren har afsonet dopingkarantæne. (Foto: AP).
 

- Jeg er selvfølgelig ikke glad for denne situation. Tværtimod. Det er ganske svært at forklare, hvorfor en rytter, som på nationalt tv har tilstået doping i et årti, ikke bliver retsforfulgt og dømt. Det bryder jeg mig bestemt ikke om, men det er ude af mine hænder, siger Herman Ram, der er direktør for det hollandske antidopingagentur, Dopingautoriteit.

- Som antidoping-direktør retter jeg mig efter WADA-kodekset, og dette (Boogerds licens, red.) er muligt ifølge kodekset. Det er en kendsgerning, og så er det sådan.

WADA er det internationale antidopingagentur, som med ’WADA code’ fastlægger retningslinjer i indsatsen mod doping verden over.

Se også: Hollandsk topdoper får licens som sportsdirektør

Ram var en del af det panel af efterforskere, som for to år siden afhørte Michael Rasmussen, og han har i tæt samspil med blandt andet Anti-Doping Danmark kortlagt det organiserede dopingprogram på Rabobank-holdet. Men at føre en disciplinærsag mod Boogerd kunne han ikke, siger han.

- Boogerd har boet i Belgien i mange år og kørte på belgisk licens, så vi har desværre ikke jurisdiktion, siger Ram til Ekstra Bladet.

- Havde vi haft det, havde vi sandelig indledt en sag mod ham for snart to år siden. Det er op til UCI (den internationale cykleunion, red.) at sikre, at der bliver åbnet en sag, og jeg håber stadig, at det vil ske.

- Jeg er ked af, at det ikke er sket endnu. Vi afleverede al den information, vi har indsamlet i Boogerd-sagen, til UCI i foråret 2013, hvorefter UCI overlod sagen til de belgiske antidopingmyndigheder, siger Ram.

- Siden da er intet sket. Af en eller anden grund har de belgiske antidopingmyndigheder ikke åbnet en sag, hvilket de efter min mening burde have gjort for længst.

Michael Rasmussen er manden, der ikke knækker. Trods en spektakulær nedtur (Foto: Ernst van Norde) Sport og Spil Michael Rasmussens spektakulære nedtur

Michael Boogerd var parat til at tage en straf, da han erkendte sit forbrug af forbudte stoffer, men da der nu er gået så lang tid, vil han kæmpe imod en karantæne med fuld kraft, siger han til hollandske medier. Han har nægtet at indgå aftaler med efterforskerne, idet han kun vil erkende sit eget dopingforbrug:

’Jeg tager hellere en karantæne på livstid end at fortælle om andre’, sagde Boogerd i oktober.

Verner Møller ser Boogerd-sagen som endnu et tegn på, at antidopingsystemet har spillet fallit og ikke sikrer ens vilkår for alle atleter. (Foto: Polfoto).
Verner Møller ser Boogerd-sagen som endnu et tegn på, at antidopingsystemet har spillet fallit og ikke sikrer ens vilkår for alle atleter. (Foto: Polfoto).
 

Idrætsforsker: Ren opportunisme

Forskelsbehandlingen af Michael Boogerd og andre, der har tilstået doping, er blot endnu et udtryk for antidopingsystemets fallit. Sagen understreger, at det er en illusion at tro, at systemet sikrer lige vilkår for alle.

Det mener idrætsprofessor Verner Møller, som i mange år været en skarp kritiker af den måde, antidopingsystemet forvaltes på.

- Hvorfor skulle en hollandsk antidopingchef som Herman Ram ikke kunne forme en sag mod en hollandsk nationalhelt som Boogerd, når han kunne gøre det mod Michael Rasmussen? spørger Møller.

- Det er ren opportunisme. Det handler om, hvad der bedst kan betale sig for at sikre, at forretningen kører videre. Når det ikke koster noget rent økonomisk, så kan man godt holde den moralske fane højt.

- Men det kan man ikke, når det ikke kan betale sig, siger Verner Møller.

Se også: Ofrede Kyllingen: På vej med nyt hold

Herman Ram afviser pure, at han har holdt hånden over Boogerd, og at sagen mod den hollandske nationalhelt skulle være syltet for at beskytte hollandsk cykelsport.

- Det er en helt igennem tåbelig påstand. Det har intet som helst med omkostninger at gøre. Havde jeg kunnet retsforfølge Boogerd, havde jeg gjort det for længst, siger Herman Ram.

- Rasmussen-sagen var et resultat af en skriftlig aftale mellem fem parter, hvor Dopingautoriteit var en af dem. Rasmussen indvilligede (under trussel om livstidskarantæne, red.) i at fortælle om sit kendskab til doping, siger Herman Ram.

- Havde Rasmussen afvist os, så havde det været op til Anti-Doping Danmark at åbne en disciplinærsag. Det kunne vi ikke gøre, lige som vi ikke kan gøre det i Boogerd-sagen.

- Skal man forstå det sådan, at du også tilbød Boogerd at indgå en aftale, og at han afviste?

- Det kan være, men det kommenterer jeg ikke, siger Herman Ram.

Michael Rasmussen kan snart vende tilbage til cykelsporten efter udstået straf, mens hans tidligere holdkammerat i dag debuterer som sportsdirektør uden overhovedet at være straffet trods dopingtilståelse. (Foto: Lars Poulsen).
Michael Rasmussen kan snart vende tilbage til cykelsporten efter udstået straf, mens hans tidligere holdkammerat i dag debuterer som sportsdirektør uden overhovedet at være straffet trods dopingtilståelse. (Foto: Lars Poulsen).
 

Rasmussen: Jeg har betalt prisen

Om tre dage udløber den dopingkarantæne, som Michael Rasmussen blev idømt efter sin detaljerede dopingstilståelse i januar 2013. Få måneder senere tilstod hans tidligere holdkammerat Michael Boogerd doping i nogenlunde samme omfang, men han er sluppet for straf.

Det understreger, mener Rasmussen, at antidopingsystemet er utilstrækkeligt i sin nuværende form.

- Jeg har betalt den pris, systemet mente, jeg skulle betale. Hvad andre får, er jeg i princippet ligeglad med, men jeg kunne godt ønske mig et ensartet system, så folk vidste, hvad de har at forholde sig til, siger Michael Rasmussen.

Se også: Kyllingen: Derfor udleverede jeg Menchov

- Alt for ofte er det tilfældigheder, der råder. Et eksempel er Lance Armstrong, som blev idømt livstid for nogle overtrædelser af antidopingreglerne, som andre US Postal-ryttere fik seks måneders karantæne for.

- Det kan så godt være, at Lance Armstrong var et dumt svin, men der står nu engang ikke noget i antidopingreglerne om, at man ikke må være et dumt svin, siger Michael Rasmussen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere