Tour de France er kendt for drama i bjergene. Men for PostNord Danmark Rundt er det en helt anden slags drama, som rytterne oplever i øjeblikket.
På gårsdagens etape kørte udbruddet forkert, hvorfor løbet blev neutraliseret for en stund. I dag fortsatte de absurde hændelser så, da rytterne besluttede sig for at afblæse etapen.
Dermed blev 2. etape nulstillet og tæller derfor ikke med i det samlede klassement. Det var sidste års vinder Michael Valgren, som havde rollen som forhandlingsleder. Han meddelte, at etapen blev aflyst.
I første omgang kortede man ruten af - af sikkerhedsmæssige årsager. Efterfølgende besluttede arrangørerne sig for at neutralisere løbet over 30 kilometer, hvor der skulle holdes en fart på 40 kilometer i timen. Til slut blev etapen så helt afblæst.
Michael Valgren tror, at det var beslutningen om at neutralisere 30 kilometer, som ødelagde løbet.
- Det duer ikke at rulle 30 kilometer. Jeg synes, at det er amatøragtigt. Det var frustrerende, fordi vi skulle finde ud af, hvad vi egentlig skulle. Jeg mente, at vi enten skulle køre eller ikke køre – og det blev så til, at vi ikke kørte, siger han til DR Sporten.
I feltet sad en masse danskere, og Astanas unge dansker Mads Pedersen var ikke helt tilfreds med beslutningen, da DR fanger ham efter etapen.
- For mit vedkommende ville jeg bare gerne have fortsat, siger Mads Pedersen til DR.
Dog er han tilfreds med, at løbet ikke blev neutraliseret. Det kunne have gået ud over helbredet.
- At neutralisere løbet i 30 kilometer, det er vi som ryttere ikke enige i, for man sidder og bliver kold og bliver syg og folk skal køre VM i næste uge. Så i den situation blev vi enige om, at enten så kører vi eller også så gør vi ikke, siger Mads Pedersen.
3. etape er PostNord Danmarks svar på 'kongeetapen'. Her kører de fra Otterup til Vejle, hvor de slutter med rundstrækningen i Vejle. Det er gået hen og er blevet en klassiker med en stigning på 21 procent på Kiddesvej.
Storhold jagter endnu en dansker: Her er det nye stjernekuld