Valverde græd: Regnbuetrøjen er min største drøm

Alejandro Valverde havde vundet seks VM-medaljer, men tvivlede på, at det skulle lykkes at blive verdensmester

Afgående verdensmester Peter Sagan var selv på podiet for at overrække Alejandro Valverde VM-trøje og -medalje. Foto: Kerstin Joensson/AP/Ritzau Scanpix
Afgående verdensmester Peter Sagan var selv på podiet for at overrække Alejandro Valverde VM-trøje og -medalje. Foto: Kerstin Joensson/AP/Ritzau Scanpix

Han kom til VM med et skræmmende cv med 121 sejre og seks VM-medaljer. Men verdensmester havde det spanske cykelfænomen Alejandro Valverde aldrig været.

Den titel kan han nu tilføje sin vanvittige liste med bedrifter efter søndagens triumf i Innsbruck, og superveteranen lægger ikke skjul på, at sejren er en af dem, han er allermest stolt af.

- Det var min største drøm at blive verdensmester. Jeg har grædt mange gange efter et cykelløb, men dette var helt klart det mest følelsesladede øjeblik.

- Jeg har altid jagtet VM-sejren. Jeg har seks medaljer fra tidligere, men ingen af dem var af guld. Det føles helt utroligt endelig at få den, siger Alejandro Valverde.

Det er hele 15 år, siden den nu 38-årige spanier første gang stod på et VM-podium som sølvvinder efter landsmanden Igor Astarloa. I alt har han samlet to sølv- og fire bronzemedaljer ved VM.

- Jeg tvivlede efterhånden på, at det nogensinde skulle lykkes mig at vinde. Jeg kom hertil med et håb, men jeg vidste, at det ville blive vanskeligt, fordi jeg var en af favoritterne. Det gør det altid sværere.

- Jeg er meget stolt. Jeg har flere gange været til VM, hvor en af mine holdkammerater har fået regnbuetrøjen - eksempelvis Oscar Freire. Det er skønt endelig at bære den selv, siger Valverde.

Sejren kommer, kun 15 måneder efter at han styrtede på første Tour de France-etape i 2017 og flækkede sin ene knæskal.

- Alt, hvad der er kommet efter det styrt, betragter jeg som en gave. Jeg var bange for, at min karriere var slut, for jeg var slet ikke sikker på, at jeg kunne komme mig over det.

- Alligevel er jeg kommet tilbage til, hvor jeg er nu. Alt, hvad der sker fra nu, må jeg også anse som en gave, siger den nybagte verdensmester.

Franskmanden Romain Bardet vandt sølv, mens Michael Woods fra Canada tog sig af bronzen.

Alejandro Valverde

Født: 25. april 1980 i Murcia, Spanien
Højde: 178 cm
Vægt: 61 kg
Hold: Movistar
Sejre: 122

STØRSTE RESULTATER
Tour de France
11 deltagelser, 4 etapesejre, nr. 3 samlet (2015)

Gito d'Italia
1 deltagelse, 1 etapesejr, nr. 3 samlet (2016)

Vuelta a España
12 deltagelser, 11 etapesejre, 1 samlet sejr (2009), 2 andenpladser (2006, 2012) og tre tredjepladser (2003, 2013, 2014)

VM
1 guld (2018), 2 sølv (2003, 2005), 4 bronze (2006, 2012, 2013, 2014)

Etapeløb
Critérium du Dauphiné: 2 sejre
Catalonien Rundt: 3 sejre
Baskerlandet Rundt: 1 sejr
Andalusien Rundt: 5 sejre

Endagsløb
Liège-Bastogne-Liège: 4 sejre
Flèche-Wallonne: 5 sejre
Clasica San Sebastian: 2 sejre
Vuelta a Murcia: 5 sejre

2 gange spansk mester i linjeløb
1 gang spansk mester i enkeltstart

World Cup: 4 samlede sejre (2006, 2008, 2014, 2015)
 

Se også: Valverde fik endelig sit VM-guld

Se også: Valgren var tæt på VM-triumf: - Lortebakke!

Se også: Bænket af stor fodboldklub: Nu er han dobbelt verdensmester

0 kommentarer
Vis kommentarer