Van der Poel spurter fra favoritter og vinder etape i Schweiz

Mathieu van der Poel var hurtigst på 2. etape af Schweiz Rundt, mens Stefan Küng forsvarede førertrøjen

Mathieu van der Poel er nummer fire i det samlede klassement med seks sekunder op til Stefan Küng i førertrøjen. Foto: Gian Ehrenzeller/Ritzau Scanpix
Mathieu van der Poel er nummer fire i det samlede klassement med seks sekunder op til Stefan Küng i førertrøjen. Foto: Gian Ehrenzeller/Ritzau Scanpix

Mathieu van der Poel (Alpecin-Fenix) var den hurtigste, da 2. etape i Schweiz Rundt mandag eftermiddag skulle afgøres.

Efter at have tilbagelagt de 173 kilometer, der bød på tre kategori 2-stigninger og sluttede opad, var hollænderen hurtigst i spurten blandt en gruppe af favoritter.

Den talte blandt andre Maximilian Schachmann (Bora), der blev nummer to på mandagens etape, Julian Alaphilippe (Quick-Step), Richard Carapaz (Ineos) og Jakob Fuglsang (Astana).

Fuglsang blev nummer otte på etapen og kom i mål fire sekunder efter vinderen, mens landsmanden Andreas Kron (Lotto Soudal) blev nummer ni på etapen.

Det lykkedes lige akkurat for Stefan Küng (FDJ), der søndag vandt den indledende enkeltstart, at forsvare førertrøjen.

Schweizeren, der mandag kom i mål med en større gruppe 22 sekunder efter van der Poel, er et sekund foran Alaphilippe i det samlede klassement.

- Mit mål var at forsvare den i dag (mandag, red). Jeg følte mig god, og jeg gav alt, hvad jeg havde op ad bjerget, og jeg var heldig at holde fast i de andre.

- Nu vil jeg bare gøre mit bedste for at forsvare den igen i morgen, sagde han til TV2 Sport efter etapen.

Andreas Kron er bedste dansker i det samlede klassement og er 33 sekunder efter Küng på tiendepladsen. Fuglsang er nummer 12 med 35 sekunder til den førende rytter.

Etapen startede i solskin, og et udbrud på fire ryttere kom afsted. Det bestod af schweizerne Tom Bohli (Cofidis) og Claudio Imhof (Team Vorarlberg) og Rally Cycling-rytterne Nickolas Zukowsky og Matteo Dal-Cin.

Med 20 kilometer tilbage blev de første to udbrydere indhentet, mens regnen nu silede ned over feltet. Der var otte kilometer til målstregen, da den sidste udbryder, Imhof, også blev opslugt af feltet.

Derfra sad favoritterne i front, og Fuglsang viste gode kræfter, men kunne intet stille op mod Mathieu van der Poel til sidst.