En løssluppen hest stjal pludseligt al opmærksomheden under endagsløbet Strade Bianche for kvinder.
Med cirka 15 kilometer tilbage af etapen spurtede den fuldvoksne hest ind foran hollandske Demi Vollering.
Vollering, som var midt i et forsøg på at hente løbets forreste rytter alene, lå på hjul af hesten i godt et minut.
Den farlige seance fik sin ende, da hesten styrtede i et sving.
Se den bizarre episode i videoen øverst i artiklen.
Løbet fortsatte uændret.
Der er endnu ingen meldinger om hestens tilstand.
Efter at have siddet på hjul af hesten endte Demi Vollering med at vinde Strade Bianche - et mulehår foran sin SD-Worx-holdkammerat Lotte Kopecky.
Tidligere i løbet udgik danske Emma Norsgaard med en skulderskade, hun pådrog sig i et styrt.
Cecilie Uttrup Ludwig viste under løbet glimrende takter, men måtte med 10 kilometer tilbage slippe forfølgergruppen. Hun kom i mål som nummer fire.
Herrernes udgave af Strade Bianche køres senere lørdag. Her stiller seks danske ryttere til start.