Varevogn-ulykke: Ekspert er sendt på sagen

Omstændighederne omkring Chris Anker Sørensens fatale trafikulykke er fortsat meget uklare

Varevogn-ulykke: Ekspert er sendt på sagen

Chris Anker Sørensen hyldes verden over, efter nyheden om hans dødsfald.

11:02 Opdateret med bilinspektørens vurdering

Hvordan kunne det ske?

Den 37-årige højt agtede cykelekspert Chris Anker Sørensen måtte sige farvel til livet efter en ubarmhjertig ulykke i belgiske Zeebrugge.

Belgiske medier som HLN og De Morgen skriver samstemmende, at omstændighederne omkring dødsfaldet lørdag eftermiddag er 'meget uklare'. 

Medierne beskriver, at Chris Anker Sørensen kørte på en vej ved navn Havenrandweg-Zuid, der løber parallelt med vandet omkring ti kilometer væk fra kystlinjen i Belgien.

- Ifølge de første fund var der en kollision mellem cyklisten og en varevogn. Det menes, at dette skete nær en cykelovergang, skriver De Morgen.

Den lokale anklagemyndighed har oplyst, at en ekspert i form af en bilinspektør er sat på sagen for at undersøge, hvad der præcis er foregået, men at der for nuværende ikke er flere oplysninger at give offentligheden.

- Bilinspektøren kunne konstatere, at føreren af ​​varevognen ikke begik nogen fejl, der førte til ulykken. Cyklister skal vige ved overfarten, fortæller anklagemyndigheden i Brugge ifølge HLN.

En bilinspektør er en teknisk ekspert, som blandt andet via opmålinger på ulykkesstedet og ved undersøgelse af de implicerede køretøjer, skal forsøge at finde frem til en årsag til ulykken.

Det er ofte bilinspektørens opmålinger af for eksempel bremsespor og andre forhold på ulykkesstedet, som danner grundlag for en vurdering af de impliceredes hastighed.

Chris Anker Sørensen var i Belgien for at kommentere VM, som afvikles helt frem til 26. september. TV2 har måttet ændret planen for deres dækning radikalt, så sendingen kommer til at foregå fra Odense i stedet.

Læs Chris Ankers Sørensens nekrolog her

Få seneste nyt i Ekstra Bladets LIVE-opodatering her