Verdensmester besejrer tempofænomener

Landevejsverdensmester Michal Kwiatkowski vandt prologen i Paris-Nice ved at besejre alle specialisterne i tidskørsel - inklusive enkeltstartverdensmester Bradley Wiggins

Verdensmester på landevej, polakken Michal Kwiatkowski, besejrede søndag alle specialisterne i tidskørsel, da prologen i årets Paris-Nice blev afviklet. (Foto: AP).
Verdensmester på landevej, polakken Michal Kwiatkowski, besejrede søndag alle specialisterne i tidskørsel, da prologen i årets Paris-Nice blev afviklet. (Foto: AP).

Ingen tvivler på Michal Kwiatkowskis kvaliteter, men det kom alligevel som en overraskelse for de fleste, at den regerende verdensmester på landevej søndag sejrede på den 6,7 kilometer lange prolog i etapeløbet Paris-Nice og dermed kørte sig i løbets gule førertrøje.

Specialister i tidskørsel som tyskeren og holdkammeraten Tony Martin (Etixx-Quick Step), australieren Rohan Dennis (BMC) og ikke mindst verdensmester i enkeltstart, briten Bradley Wiggins (Sky), kom til kort, da polske Kwiatkowski rullede sig helt ud.

Han kørte den korte distance på syv minutter og 40 sekunder, hvilket var nogle få hundredele af et sekund hurtigere end Dennis. Martin sluttede på tredjepladsen syv sekunder efter, mens Wiggins floppede og sluttede uden for top 10.

- Det var fantastisk at vinde min første sejr i sæsonen her i det første World Tour-løb i år. Jeg er meget glad, sagde Kwiatkowski i vinderinterviewet bag podiet til fransk tv.

Se også: TV: Polak tog VM-guld i storartet dansk cykelfest

- Jeg er meget tilfreds med min præstation, og jeg må nu tage løbet dag for dag. Jeg er i god form, og dette løb ligger godt til mig. Jeg er motiveret, men det bliver ikke let, for startopstillingen viser, at der er mange gode ryttere i løbet, sagde Kwiatkowski og nævnte Team Sky-rytteren Richie Porte, som vandt løbet i 2013, som en af de største konkurrenter.

Jakob Fuglsang (Astana) kørte en hæderlig prolog, men han tabte 28 sekunder til Kwiatkowski, og det er selvsagt et dårligt udgangspunkt for jagten på den samlede sejr. Danskeren var dog fortrøstningsfuld, da TV 2's reporter på stedet fangede ham for en kommentar, før prologen var endeligt afgjort.

- Jeg er ikke tæt Rohan Dennis, eller hvem der nu fører, men alt i alt var det okay. Umiddelbart vurderet ud fra, hvordan følelsen i benene var, så er jeg godt tilfreds, sagde Jakob Fuglsang.

Se også: Snydt på stregen: Breschel overrasket og ærgerlig

- Hvordan det ser ud i forhold til de andre, er en anden sag. Det er altid dem, der gør det svært for en, sagde Fuglsang, som kørte ruten fem sekunder hurtigere end holdkammeraten Fabio Aru. Han ses af mange som Astanas bedste kort i løbet, men Fuglsang understregede inden løbet over for Ekstra Bladet, at Aru ikke er i sin bedste form og har erklæret sin støtte til danskeren.

Spanieren Luis Leon Sanchez markerede sig imidlertid stærkt med en fjerdeplads på prologen, så måske er det ham, der nu overtager kaptajnrollen på Astana. Sanchez vandt løbet i 2009.

- Luis Leon er helt sikker opsat på at køre et godt Paris-Nice, så vi har flere strenge at spille på. Jeg er også selv opsat på at køre et godt løb, og jeg er glad for, at jeg er kommet forholdsmæssigt godt fra start, sagde Fuglsang til TV 2.

Michael Valgren blev bedste dansker efter Fuglsang med et tidstab på 29 sekunder, og han blev også bedste rytter på Tinkoff-Saxo.

Se også: Norsk opskrift bag polsk VM-guld

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere