Veteran vinder 'Helvedet i Nord'

Paris-Roubaix blev afgjort på velodromen i Roubaix i en nervepirrende duel mellem den tyske komet Nils Politt og den belgiske veteran Philippe Gilbert, som viste sig at være den snedigste

Philippe Gilbert og Nils Politt vogtede på hinanden på vejen mod Roubaix på de sidste kilometer, da det stod klart, at løbet skulle afgøres mellem de to på velodromen i Roubaix. Foto: Ritzau Scanpix
Philippe Gilbert og Nils Politt vogtede på hinanden på vejen mod Roubaix på de sidste kilometer, da det stod klart, at løbet skulle afgøres mellem de to på velodromen i Roubaix. Foto: Ritzau Scanpix

'Helvedet i Nord' forvandlede sig til paradis for den belgiske veteran Philippe Gilbert, da han søndag eftermiddag som den første skød over stregen som vinder af den prestigefyldte forårsklassiker Paris-Roubaix.

257 kilometers lidelser på nordfranske brosten og vindblæste landeveje sluttede i en spurt mod tyske Nils Politt på den gamle velodrom i Roubaix, hvor Gilbert rutineret lagde sig bagest, da duellen skulle udkæmpes. Han angreb først og holdt sig over en halv banelængde foran den unge tysker.

Langt tidligere tog Gilbert også det afgørende træk i det taktiske spil, da han med 54 kilometer til mål angreb og kørte alene af sted på jagt efter lykkeridderen Wesley Kreder (Wanty). Det reagerede Politt øjeblikkeligt på, og snart formedes en gruppe på fire ryttere forude.

To ryttere, nemlig Kreder og Rudy Selig (Bora), blev skivet af, og andre kom op, så den endelige finale tog form med seks ryttere: Peter Sagan (Bora), Gilbert og Yves Lampaert (Quick-Step), Nils Politt (Katusha), Sep Vanmarcke (EF) og Wout van Aert (Jumbo-Visma).

Sekstetten fik hurtigt et hul på et minut, og alle andre vidste da givetvis, at løbet var kørt for dem. Derpå samledes al interesse sig om magtkampen i gruppen forude. Den første, der tabte i det spil, var Van Aert, som efter et formidabelt løb med punktering, cykelskift, styrt og altså finaleplads måtte give fortabt, da Gilbert med 23 kilometer til mål atter angreb.

Kun fire kunne følge ham, og den næste, Gilbert fik hægtet af, var holdkammeraten Lampeart på det berygtede brostensstykke Carrefour de l'Arbre. Kort efter lancerede Politt et overraskelsesangreb, som kun Gilbert kunne afværge.

Med ti kilometer til mål var der således kun to ryttere tilbage i front med 27 sekunder ned til forfølgerne Sagan, Lampaert og Vanmarcke. Snart syntes selv disse ryttere at indse, at sejren var gledet dem af hænde. Peter Sagan måtte til sidst endog opgive at køre om tredjepladsen i løbet.

Sejren i Paris-Roubaix er 36-årige Gilberts fjerde i cykelsportens fem monumenter. Han har tidligere vundet Lombardiet Rundt, Liège-Bastogne-Liège og Flandern Rundt og mangler nu kun Milano-Sanremo.

Nils Politt er 25 år og har endnu en klassikersejr til gode. Han har dog understreget sin klasse tidligere i de store klassikere, idet han sidste søndag blev nummer fem i Flandern Rundt.

De danske ryttere i feltet spillede ingen afgørende rolle i finalen, men især Mads Würtz Schmidt (Kathusha), Mads Pedersen (Trek) og Kasper Asgreen (Quick-Step) ydede en kæmpe indsats for deres hold.

Se også: Roubaix-vinder: Afskriv ikke danskerne endnu

Se også: Stortalent var helt væk: - Jeg røg ned i et sort hul

Se også: Jubler over dansk Flandern-raket: - Det var vanvittigt

Se også: Fuglsang dybt rystet: - Det er fuldstændigt latterligt

Se også: Kæmpe drama: Fuglsang smidt af podiet

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere