Vild dansk succes: Fire supertalenter du SKAL kende

Der er spækket med talenter i dansk cykelsport

Jonas Vingegaard nåede at score den gule trøje i Polen. Foto: Grzegorz Momot/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard nåede at score den gule trøje i Polen. Foto: Grzegorz Momot/Ritzau Scanpix

’Den Gyldne årgang’ er de blevet kaldt. Med andre ord er talentmassen i dansk cykling større end nogensinde før, mener eksperter.

Det vrimler i øjeblikket med danske talenter på den tohjulede. Senest personificeret ved Jonas Vingegaards store succes i det store World Tour-løb Polen Rundt. I ugens løb blev det samtidig dobbelt op på metal for de danske drenge ved EM for U23-ryttere, hvor Johan Price-Pejtersen sejrede foran Mikkel Bjerg.

- Det går så stærkt lige nu i dansk cykling. Det er næsten ikke til at følge med. Der kommer næsten en ny hele tiden, siger Brian Holm.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Dem skal du holde ekstra øje med

Champagnesprøjtende Niklas Larsen på podiet med den danske mester Michael Mørkøv og Kasper Asgreen. Foto: Ernst van Norde
Champagnesprøjtende Niklas Larsen på podiet med den danske mester Michael Mørkøv og Kasper Asgreen. Foto: Ernst van Norde
 

Sprinteren: Niklas Larsen, 22 år, (nuværende hold: ColoQuick Cycling) skifter fra næste sæson til UnoX Cycling Team
Det 22-årige stortalent fra Slagelse sprang i øjnene hos mange cykelfans i en tidlig alder, da han ved OL i Rio var med til at sikre bronze til det danske banelandshold. Siden har det alsidige talent også udviklet sig til at være en glimrende landevejsrytter.

- En, som jeg synes er rigtig spændende, er Niklas Larsen fra banelandsholdet. Den knægt er der virkelig krummer i. Jeg tror, når først han får lagt banen fra sig og kommer i gang med at køre ’rigtigt’ cykelløb, så kan han komme langt. Han kan noget. Han kan spurte, ja, han kan lidt af hvert. Det er spændende, synes jeg, siger Brian Holm (sportsdirektør på Deceuninck Quick-Step) til Ekstra Bladet.

Niklas Larsen er lidt af et fænomen, da han også satser hårdt på de brune træbjælker sideløbende med landevejen. Det er dog ikke et problem, mener elitechef i Danmarks Cykelunion, Morten Bennekou.

- Niklas er jo et af de gode eksempler på en rytter, der er fostret ud fra vores udviklingsprogram på banen. Han har jo altid haft landevejen ved siden af, men han er formet af banen. Han er en enormt stærk temporytter, og så er han samtidig også god i Omnium-disciplinen. Så han er også hurtig. Det ligner, at han kan blive en rigtig god fladbane-sprinter, altså det vil sige mere i retning af det, vi kalder for den rendyrkede sprinter, siger han.

Niklas Larsen har lørdag vundet sølv i linjeløbet ved U23-EM, kun overgået af italienske Alberto Dainese.

Johan Price-Pejtersen i favoritdisciplinen. Foto: Christian Bruna/Ritzau Scanpix
Johan Price-Pejtersen i favoritdisciplinen. Foto: Christian Bruna/Ritzau Scanpix
 

Tempospecialisten: Johan Price-Pejtersen, 20 år, (Nuværende hold: ColoQuick Cycling)
Mange vil nok nævne Kasper Asgreen og Mikkel Bjerg, når vi taler om unge danske tempospecialister. Men Johan-Price Pejtersen har trods sine blot 20 år allerede bevist sit store talent i disciplinen. Han kan blive den nye tempokonge i feltet, vurderer Ekstra Bladets cykelekspert, Michael Rasmussen.

- Johan har størrelsen med sig til at blive den næste rigtig dygtige - eller han er jo allerede en rigtig dygtig enkeltstartsrytter. Han vil formentlig blive meget specialiseret i lige præcis det.

- Han har et helt særligt talent i forhold til at kunne køre enkeltstart, og det skal han virkelig sørge for at holde fast i, for sådan en type rytter jo stadig meget værd, siger han.

Morten Bennekou kalder ham ligeledes for en enkeltstartsspecialist, men han mener dog, at der er potentiale til mere.

- Han kan jo træde en hulens masse watt, fordi han er så stor og stærk. Det er hans store force. Det er klart. Han kan ikke blive en rendyrket bjergrytter, for der vejer han noget mere i forhold til de lette ryttere, men han kan sagtens blive en habil rytter - også i kuperet terræn og på de lidt kuperede enkeltstarter. Så jeg vil godt sige, at han er en enkeltstartspecialist, men han kan også andet, siger han.

Vingerne bar Vingegaard helt til tops på konge-etapen i Polen. Foto: Luc Claessen/Getty Images
Vingerne bar Vingegaard helt til tops på konge-etapen i Polen. Foto: Luc Claessen/Getty Images
 

Klassementshåbet/Bjerggeden: Jonas Vingegaard, 22 år, (Nuværende hold: Team Jumbo-Visma)
Jonas Vingegaard stjal samtlige overskrifter i løbet af ugen, da han imponerede stort ved at vinde kongeetapen i Polen Rundt foran en række stjerner. Og potentialet rækker til mere, selvom man stadig skal holde begge ben på jorden.

- Jonas Vingegaard er en mand, der kunne drømme om på et tidspunkt også at kunne køre klassement. Han er bare god altså. Hvis vi skal have en decideret bjergrytter, så er det jo ham Vingegaard. Det var imponerende nede i Polen. Så han er nok den mest rigtige bjergrytter, som vi har lige nu, lyder det rosende fra Brian Holm.

- Der er selvfølgelig langt til at kunne køre klassement osv. Det er selvfølgelig altid svært at sige, om der er nogle danskere, der kommer til at kunne køre i top ti i Tour de France, for det bliver meget svært, men specielt ham Jonas Vingegaard har en chance.

- Han har bevist, at han har potentiale til at køre om kap med de bedste, siger Morten Bennekou, da Ekstra Bladet beder ham sætte et par ord på det unge stortalent.

- Jonas er en af de få bjergryttere, der er blevet udklækket herhjemme, men han har en fantastisk fysik, hvis man holder det op imod hans kropsvægt. Han viste i Polen, at han har potentiale til at kunne køre om kap mod et verdensklasse-felt, konstaterer elitechefen.

Kun fænomenet Remco Evenepoel kunn slå Asgreen ved Em i enkeltstart. Foto: Vincent Jannink / ANP / AFP/Ritzau Scanpix
Kun fænomenet Remco Evenepoel kunn slå Asgreen ved Em i enkeltstart. Foto: Vincent Jannink / ANP / AFP/Ritzau Scanpix
 

Den etablerede, Allrounderen: Kasper Asgreen, 24 år (Nuværende hold: Deceuninck Quick-Step)
I forvejen har Kasper Asgreen imponeret stort i år og etableret sig som en profil i de største cykelløb. Han kan dog blive til noget endnu større.

- Jeg tror, Kasper kan blive ved. Han har nået toppen i år, men han kan blive deroppe. Når han får lidt fred og ro, tror jeg på, at han kan blive verdensmester en dag, siger Brian Holm.

- Der er intet, der tyder på, at han skulle have toppet. Jeg håber og tror, at vi ikke har set det sidste skridt for Kasper, siger Morten Bennekou.

- Han er der jo allerede med en andenplads i Flandern Rundt. Han er åbenlyst den næste dansker, der kommer til at vinde et cykelløb, vurderer Michael Rasmussen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

I øjeblikket er der 17 danske ryttere på World Touren. Næste år rykker Mikkel Bjerg også på højeste niveau, mens Niklas Larsen, Julius Johansen, Frederik Rodenberg Madsen, Jacob Hindsgaul og Casper Folsach alle rykker op på det næsthøjeste niveau hos norske Uno-X Cycling Team.

Se også: Stjerne afslører mørk hemmelighed

Se også: Bjarne Riis afviser vild historie: - Den var ny

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere