Vild nedtur: Mistænker Tour-helt for stribevis af indbrud

Den spanske klatrer Juan Miguel Mercado, som vandt to etaper i Tour de France, efterforskes af spansk politi for at have deltaget i stribevis af indbrud og tyverier

Juan Miguel Mercado på podiet i den prikkede bjergtrøje under Tour de France 2006. Foto: AP Photo/Peter Dejong / Ritzau Scanpix
Juan Miguel Mercado på podiet i den prikkede bjergtrøje under Tour de France 2006. Foto: AP Photo/Peter Dejong / Ritzau Scanpix

En lys og let tilværelse tegnede sig for spanieren Juan Miguel Mercado, da han i 2001 vandt en etape i Vuelta a España og sluttede som nummer fem sammenlagt. Og det lovede kun endnu bedre, da han først i 2004 og siden i 2006 vandt etaper i verdens største cykelløb, Tour de France.

Siden smuldrede tilværelsen for den stærke klatrer, og han skraber nu tilsyneladende bunden, idet han af det spanske politikorps Guardia Civil mistænkes for at være medlem af en tyvebande, der gennem de seneste måneder har opereret i Andalusien.

Det skriver spanske medier, som omtaler mindst 16 indbrud begået mellem december og februar i byerne Armilla, Ogíjares og Curriana de la Vega.

Tyvegodset skulle omfatte værdier for omkring 120.000 euro i kontanter (cirka 900.000 kroner). Der er tale om køretøjer, cykler, elapparater, sportsudstyr, musikinstrumenter, computere, smykker og møbler.

To mænd og en kvinde er blevet arresteret, skriver avisen Marca, og anfører, at en fjerde mistænkt, nemlig Juan Miguel Mercado, er i politiets søgelys.

41-årige Juan Miguel Mercado indstillede sin karriere i 2007. Han kørte i sin ni år lange professionelle karriere for blandt andet det spanske storhold Banesto og det belgiske Quick-Step-mandskab.

Marca skriver, at livet efter karrieren ikke har været en dans på roser for Mercado. Han blev skilt og løb ind i økonomiske problemer.

Juan Miguel Mercado har ikke endnu offentligt kommenteret sagen.

Se også: Se top-50: Så LANGSOM var Froome på Ventoux

Se også: Mercado vandt 18. etape

Se også: Stikker hånden i et hvepsebo: Stop nu jeres brok, kvinder!

Se også: Sørens sæson fra helvede: Frygtede skade på leveren

9 kommentarer
Vis kommentarer