Tirsdag venter en af cykelsportens paradediscipliner, når verdens bedste cykelhold giver sig i kast med et 32 kilometer langt holdløb i Paris-Nice.
Anderledes i forhold til tidligere holdløb er dog den gængse regel om, hvilken rytters tid der gælder på holdløbet.
Normalvis er det den fjerde rytter fra holdet, der kommer i mål, hvis tid bliver noteret som holdets tid, men denne gang er det førstemanden, der tæller.
Således behøver Jonas Vingegaard og Jumbo-Visma i teorien ikke at køre samlet til mål med fire eller fem mand, men kan nøjes med at sætte danskeren i scene. En regelændring, der kan påvirke taktikken hos flere hold. Tadej Pogacar menes således at skulle køre alene til mål for UAE-holdet, der vil lancere ham.
Samme taktik afviser Jumbo-Visma at bruge, fortæller holdets sportsdirektør, Marc Reef, til Ekstra Bladet.
- Vi har selvfølgelig hørt om regelændringen, men i sidste ende tror vi, at holdtidskørsel kører vi bedst sammen så længe som muligt, så rytterne kan udnytte hinanden i længst mulig tid. Så den kommer ikke direkte til at ændre vores taktik.
Den 36-årige hollænder afviser dermed, at Jumbo vil iscenesætte en Vingegaard-raket på de sidste kilometer á la det, som UAE-Emirates har bedyret at gøre for Pogacar.
- Normalvis nej. Det er ikke det, vi tror er bedst. Jonas skal også passe på sig selv på holdtidskørslen, og det er ikke måden at gøre det på. Vi tror stadig, at vi sammen kan sætte den hurtigste tid.
Jumbo-Visma er et af verdens bedste mandskaber, når det kommer til at køre disciplinen. Det viste de senest i Vuelta a España i fjor, da de vandt løbets indledende holdtidskørsel.
Bifalder ændring
I Jumbo-lejren sætter man dog pris på den nye regel, der er med til at udfordre normerne og måden, man går til et holdløb på, selvom det ikke nødvendigvis ændrer deres taktik.
Reef glæder sig således også til at se, hvordan holdene griber etapen an.
- Det er noget, der holder dig skarp og får dig til at overveje taktikken og om den skal ændres. Så får det folk til at snakke. Så vi får se bagefter, hvad den bedste taktik er, og hvordan folk kører løbet.
Ændringen taler ifølge Reef ind i cyklingens progressivitet, og derfor sætter han pris på, at løbsarrangørerne ASO har den slags tiltag.
- Det er nyt, og bare fordi det er det, er det ikke skidt. Det er godt, at cykling er interesseret i at udvikle sig, så reglen er ikke ligegyldig, synes jeg.