Dagens brostensetape blev præcist ligeså dramatisk, som man på forhånd havde regnet med.
Styrt, punkteringer, favoritter i problemer.
Og, igen igen, Magnus Cort i udbrud.
Danskeren i prikker fik selskab af fem andre ryttere, og de var de første, der med 77 km. tilbage af etapen kørte ind på den første brostenspavé.
Jumbo-Visma-kaos
Sidste års nummer fire, Ben O'Connor, blev den første favorit, der blev ramt af problemer - det skete med 50 kilometer til mål.
Desværre punkterede Jonas Vingegaard med 36 kilometer til målstregen, og få kilometer senere styrtede Jumbo-Vismas anden kaptajn, Primoz Roglic.
Artiklen fortsætter under billedet...
Hele Jumbo-Visma-holdet indledte derefter en drabelig jagt i forsøget på at komme tilbage til feltet, men den forsvarende Tour-vinder, Tadej Pogačar, ville det anderledes.
Den stærke slovener satte et voldsomt tempo på brostenene, og sammen med Treks Jasper Stuyven slap de væk fra det resterende felt i jagten på udbrydderne.
Artiklen fortsætter under billedet...
I mellemtiden sakkede Primoz Roglic endnu længere bagud og tabte også tid til sin medkaptajn, Vingegaard.
Cort kunne ikke
Med omtrent seks kilometer til mål kunne Magnus Cort ikke følge med i udbruddet, da hans egen holdkammerat Neilson Powless satte tempo på i udbruddet i håbet om at erobre den gule førertrøje.
Norske Edvald Boasson Hagen var dog en trussel til Powless i klassementet, og derfor satte Powless et eksplosivt angreb ind med en kilometer til mål.
Boasson Hagen fik lukket, men på de sidste meter var Israel-Premier Techs Simon Clarke hurtigst på stregen. Han vandt få centimeter foran Intermarché-Wantys Taco van der Hoorn.
Artiklen fortsætter under billedet...
Pogačar tager tid
Den forsvarende Tour-vinder, Tadej Pogačar, blev nummer syv på dagens etape, 51 sekunder efter Simon Clarke.
Jonas Vingegaard fik minimeret tidstabet til sloveneren til kun 13 sekunder. For Primoz Roglic forholdt det sig dog langt værre. Han tabte nemlig hele to minutter og otte sekunder til sin landsmand.
De fleste andre favoritter kom i mål i samme tid som Jonas Vingegaard.
Wout van Aert beholder den gule førertrøje.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
LÆS OGSÅ
Den varme Tour-kartoffel: Sandheden om Riis
Riis forstår ikke Vingegaard: - Kan jeg ikke bruge til noget