Han var her, der og alle vegne ved sidste års Tour de France.
Tre etapesejre, fire dage i den gule trøje, vinder af den grønne pointtrøje og afgørende hjælp til Jonas Vingegaard. Det kunne den belgiske stjernerytter Wout van Aert notere sig ud for sit navn ved sidste års Tour.
Men i år bliver noget anderledes for den 28-årige Jumbo Visma-rytter.
Van Aert har nemlig lagt en hel ny strategi for, hvordan han skal køre Touren.
Det fortæller han i et interview med Wielerrevue.
- Jeg kommer til at køre anderledes i år end sidste år, fordi jeg var ikke et menneske i den efterfølgende uge, siger han med henblik på de mange kræfter, han brugte under Tour de France.
- Hvis du kører Touren normalt, kommer du i bedre form. Sidste år var bare så hårdt.
- Min fokus kommer til at være på etapesejre og ikke den grønne trøje, siger van Aert.
Belgieren har nemlig et kæmpe mål blot to uger efter Tourens afslutning. At vinde VM.
Sidste år glippede det for van Aert, der måtte tage til takke med en skuffende fjerdeplads, mens han kunne se det belgiske fænomen Rermco Evenepoel stå øverst på sejrskamlen, og derfor er der stor fokus på netop det.
- Det kommer til at gøre en stor forskel, at jeg ved, at et af mine store mål er lige om hjørnet.
- Mit mindset i Paris kommer til at være meget anderledes end sidste år, siger belgieren.