De danske baneryttere, der vandt VM-guld, hyldes onsdag på Københavns Rådhus med rådhuspandekager. Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Torsdag vandt Lasse Norman Hansen, Rasmus Lund Pedersen, Julius Johansen og Frederik Rodenberg Madsen VM-guld i 4000 meter holdforfølgelsesløb.
Undervejs satte de fire ryttere verdensrekord tre gange.
Og søndag vandt Lasse Norman og Michael Mørkøv VM-guld i parløb.
Artiklen fortsætter under billedet...
Det skal fejres på Københavns Rådhus onsdag klokken 17, hvor overborgmester Frank Jensen (S) vil ønske tillykke og byde på de traditionsrige rådhuspandekager.
- Tre verdensrekorder og VM-guld er virkelig imponerende præstationer af Lasse, Rasmus, Julius og Frederik. Kæmpe stort tillykke. Og kæmpe stort tillykke til Lasse og Michael med VM-triumfen i parløb.
- Jeg glæder mig til at fejre rytterne på Københavns Rådhus, siger overborgmester Frank Jensen.
Danmark havde kun én gang før vundet VM i banecykling i disciplinen 4000 meter holdforfølgelsesløb.
Henrik Jess Jensen, Danmarks Cykle Unions formand, roser også de danske ryttere for en 'enestående bedrift' at vinde guld i to så prestigefyldte banediscipliner.
- Det kræver, at både rytterne og det kæmpe hold bag dem er i verdensklasse, og derfor er de resultater også et udtryk for, hvad vi sammen er i stand til at opnå som idrætsnation, siger Henrik Jess Jensen.
Receptionen begynder onsdag klokken 17 i Festsalen på Københavns Rådhus, og Frank Jensen vil holde en velkomsttale, mens Henrik Jess Jensen også vil sige nogle ord.
Magtesløs cykelboss: Kan ikke forhindre aflysninger
Forvirring om Mørkøv - får han grønt lys til at køre?