VM i ekstrem-varme: Opkast på cyklen og voldsomt styrt

Førstedagen ved VM i cykling i Qatar blev en opvisning i ryttere, der kogte over i den ekstreme varme i ørkenen

Arkivfoto: All Over
Arkivfoto: All Over

UCI har ikke ligefrem fået mange skulderklap, siden det kom frem, at verdensmesterskaberne i cykling 2016 skulle afvikles i ørkenstaten Qatar.

Beskyldninger om bestikkelse for at få løbet til det cykelmæssige u-land Qatar har gået lige siden, men også problematikken omkring den ekstreme varme i landet har fyldt meget i folks brokkende bevidsthed.

Af samme årsag valgte UCI at rykke VM fra september til oktober, hvor man håbede, at varmen ville være mere human for rytterne.

I dag fik vi svaret på, at det bestemt ikke var tilfældet. Især under kvindernes holdtidskørsel kollapsede adskillige deltagere i den ekstreme varme midt på dagen.

En rytter fra Twenty16-Ridebiker-holdet kogte fuldstændig over på de sidste meter af dagens strabadser, og hun kastede op på cyklen, mens hun måtte se sine holdkammerater knokle de sidste meter ind over målstregen få 100 meter forude

Men også for Rabolivs Anouska Koster blev varmen ulidelig. Fuldstændig ud af det blå væltede hun på sin cykel, røg forover cyklen og hamrede ind i grøften ved barrieren. Fuldstændig groggy forsøgte hun at rejse sig og komme på cyklen igen, mens blodet løb fra hendes ansigt. Hun var totalt desorienteret og var helt dehydreret. Kort og godt var hun helt væk. Ikke rare billeder at se.

Efter løbet var der da også verbale øretæver til både arrangørerne og UCI fra Rabolivs Roxane Knetemann, der altså måtte se sin holdkammerat styrte slemt undervejs i løbet.

- Varmen i Qatar er ekstrem. Jeg kan ikke forklare, hvor ulideligt det føles at køre 40 kilometer gennem ørkenen. Du havde forventet, at arrangørerne og UCI havde en viden om cykling. Hvis du sender ryttere uden på en holdtidskørsel i den her varme, så skal du sikre dig, at der er mindst ti ambulancer klar til at tilse rytterne. UCI har ikke tænkt det her igennem, lyder det hårdt fra Knetemann, der forklarede, at det føltes som at køre i en sauna.

Hos kvinderne blev det favoritterne fra Boels-Dolmans, der snuppede guldet, mens det hos herrerne, hvor varmen efterhånden var blevet mere human, blev en tæt affære, hvor Etixx-QuickStep endte med guldet foran de forsvarende mestre fra BMC og australske Orica-BikeExchange på 3. pladsen.

VM i Qatar fortsætter hele næste uge.

Fuglsang afslører: Derfor kører jeg ikke VM

Her er den danske holdkaptajn ved VM

Michael Valgren siger nej tak til VM på landevej