VM-ryttere kæmper med døde veje

VM bliver kørt på ru og grov asfalt, der tvinger rytterne til at arbejde hårdere end normalt

Julie Leth og de øvrige danske kvinder har lidt problemer med den engelske VM-asfalt. Foto: Claus Bonnerup
Julie Leth og de øvrige danske kvinder har lidt problemer med den engelske VM-asfalt. Foto: Claus Bonnerup

Man okser afsted, men føler ikke, man kommer nogen vegne.

Sådan lyder anmeldelserne igen og igen fra VM-ryttere, der har været ude at køre på vejene i Yorkshire, hvor cykelsportens verdensmestre bliver fundet i denne uge.

For mens ruterne ikke byder på voldsomme stigninger, møder der rytterne en anden og lidt overset udfordring på de snoede og smalle veje.

- I England har man det, vi kalder 'dead roads' (døde veje, red.). Du får ikke noget foræret, du skal altid træde i pedalerne, fordi asfalten er hård at køre på, siger Julie Leth, der er en del af det danske kvindelandshold.

- Jeg har talt med englænderne om det, og de siger det også. Selv når man sidder midt i et felt, skal man stadig træde lidt ekstra. Det er bare hårdt at køre herovre.

Asfalt fås i mange afskygninger, og den engelske udgave er noget mere ru og grov, end det man ser andre steder i Europa.

Det betyder, at der skal lægges ekstra kræfter i for at holde tempoet højt.

- Du tramper bare derudaf og føler ikke, du rykker dig. Det er med til at gøre løbet hårdt, siger Cecilie Uttrup Ludwig, der bor og træner i Girona i Spanien.

- På de spanske veje er asfalten glat, og du kan sidde og hygge dig lidt. Sådan er det ikke her, siger hun.

Kvindernes VM-linjeløb bliver kørt lørdag, og mens Cecilie Uttrup Ludwig har en fri rolle, skal Amalie Dideriksen forsøge at holde sig fremme til en eventuel spurt.

Men det bliver en hård opgave at følge med de bedste, forudser Dideriksen efter at have beset ruten.

- Det er virkelig grov asfalt, og samtidig går det op og ned og til højre og venstre hele dagen.

- Man kan ikke se ret langt frem, hvilket gør, at hvis der kommer et udbrud afsted, kan det være svært for næste gruppe at holde motivationen. Det kan være nemmere, hvis kan se dem forude, siger hun.

Kvindernes VM-rute strækker sig over 149,4 kilometer og går fra Bradford til Harrogate.

Se også: Cykel-VM til Danmark

Se også: Efter vildt styrt: Froome klar til comeback

Se også: Dansker skifter til Valgrens hold

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere