Vraget til Touren: Nu skifter superstjerne hold

Mark Cavendish forlader danskerholdet Dimension Data til fordel for Bahrain-Merida

Mark Cavendish er en af de mest vindende cykelryttere gennem tiderne. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix
Mark Cavendish er en af de mest vindende cykelryttere gennem tiderne. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix

Den skulle være god nok: Mark Cavendish forlader Dimension Data og fortsætter næste år karrieren hos Bahrain-Merida. Det skriver Cycling Weekly, der har talt med flere personer med kendskab til holdet

Den 34-årige brite fra Isle of Man har de seneste fire sæsoner kørt for Dimension Data, der i år har haft danske Lars Bak og Michael Valgren på kontrakt, men de seneste år har han ikke fundet melodien på holdet.

To sejre er det blot blevet til de seneste tre år - hvilket ikke er en normalen for sprinteren, der gennem hele sin karriere er noteret for hele 146 af slagsen. Heriblandt fire i Touren i det første år på det sydafrikanske mandskab.

30 af dem er kommet i Tour de France, hvor han er den eneste aktive, der inden for en overskuelig årrække har muligheden for at slå Eddy Merckxs rekord med 34.

I år var han dog slet ikke udtaget til verdens største cykelløb. Et fravalg, der virkelig skabte røre i andedammen, hvor holdet var præget af uro i dagene op mod Touren, hvor holdets ledelse var åbenlyst uenige om, hvorvidt Cavendish skulle være med eller ej.

Skiftet til Bahrain-Merida er formentlig kommet i stand, efter at Rod Ellingworth er blevet hyret til at være holdets nye manager.

Ellingworth er kommet til holdet, fordi det næste år indleder et større samarbejde med McLaren, og Ellinworth er allerede begyndt at hente tidligere samarbejdspartnere ind. Blandt dem Wout Poels, han arbejdede sammen med på Team Sky, det nuværende Ineos.

Her arbejdede han også sammen med Cavendish i 2012. En sæson, der for 'The Manx Missile' bød på 15 sejre - inklusive 1. etape af Giro d'Italia, der blev kørt i Herning. Og de to har tidligere arbejdet sammen på T-Mobile/HTC-Highroad og på det britiske cykel-akademi, inden Cavendish' professionelle karriere.

Mark Cavendish startede karrieren på banen, hvor tre gange er verdensmester i parløb - de to af dem med Bradley Wiggins. På landevejen blev han verdensmester i 2011 i København, og han har i alt vundet 48 etaper i Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a España, ligesom han har vundet pointtrøjen i alle tre grand tours. Desuden har han vundet den monumentale klassiker Milano-Sanremo.

Alt sammen resultater der har kanoneret Cavendish op i toppen af cykelhierarkiet igennem mange år, hvor han har solet sig i enorm opmærksomhed og status som en superstjerne i sporten.

De seneste sæsoner har han været plaget af mononukleose og derfor ikke kørt så mange løb.

Se også: VM-drama: Verdensmester diskvalificeret

Se også: Cykel-VM til Danmark

Se også: Efter vildt styrt: Froome klar til comeback

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere