Vueltaen fratager sprinterne massespurt

Vuelta a España 2021 får ikke den sædvanlige massespurt i Madrid. I stedet afsluttes med lang enkeltstart

I 2016 hentede danske Magnus Cort en af karrierens største sejre, da han vandt massespurten på Vueltaens afsluttende etape til Madrid. (Arkivfoto) Foto: Jose Jordan/Ritzau Scanpix
I 2016 hentede danske Magnus Cort en af karrierens største sejre, da han vandt massespurten på Vueltaens afsluttende etape til Madrid. (Arkivfoto) Foto: Jose Jordan/Ritzau Scanpix

Cykelfeltets hurtigste sprintere må kigge langt efter det sædvanlige og prestigefyldte spurtopgør i Madrid som afslutning på Vuelta a España i årets udgave af løbet.

For første gang siden 2014 slutter løbet ikke med en flad paradeetape og oplagt mulighed for massespurt i landets hovedstad. Tværtimod.

Torsdag offentliggjorde arrangøren ruten for kalenderårets tredje og sidste grand tour, og den har nok skuffet en del sprintere.

For selv om løbets første uge ser let ud og med muligheder for sprinterne, bliver sidste uge vanvittigt hård og kuperet.

Og for at dryppe den sidste malurt i sprinternes bægere har man ladet sprinteretapen til Madrid erstatte af en enkeltstart på hele 33,7 kilometer med mål i Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien.

Den var også målby på sidste etape i 2014, men da var der kun tale om en enkeltstart på 9,7 kilometer.

For at tilgodese de mere farverige bjergryttere har de klassiske lange enkeltstarter på over 30 kilometer været så godt som fraværende i grand tour-sammenhæng i tæt på et par årtier med få undtagelser.

Men med ruten for 2021-udgaven af Vueltaen lægger arrangørerne op til, at klassementet skal afgøres på allersidste etape, og at de lette bjergryttere skal jagte solide forspring på etaperne inden da.