Danmarks største stjerne sad på bænken - her er forklaringen

Landstræneren prøvede mange ting mod Slovenien og er ganske tilfreds med det meste

Mikkel Hansen blev sparet i lange perioder af kampen mod Slovenien. Foto: Lars Poulsen
Mikkel Hansen blev sparet i lange perioder af kampen mod Slovenien. Foto: Lars Poulsen

VARAZDIN (Ekstra Bladet): Den danske landstræner havde stadig kampens hede i kinderne, da han nåede frem til den ventende presse en lille times tid efter det sidste fløjt. Sejren over Slovenien skulle lige fordøjes, inden pressen skulle fornøjes verbalt af en meget glad Nikolaj Jacobsen.

Men først kunne han afvise, at Mikkel Hansen er skadet. Det var ikke derfor, stjernen sad en del på bænken. Det var for at spare ham, fordi han skal holde til en lang turnering.

Og så til kampen mod Slovenien.

- Det var en herlig håndboldkamp, hvor slovenerne udfordrede os med syv mod seks, og med skiftende forsvar. Og så var det bare et virkeligt godt spillende hold. Hvis du åbner lidt, så kommer der vip i feltet. Hvis du dummer dig i angrebet, så kommer der nogle hurtige kontraer.

- Vi spillede selv virkelig fremragende i første halvleg. Vi kommer til rigtig mange chancer og skal også lave fem-seks mål mere. Vi brænder lidt for meget, og så manglede vi også et par redninger. Men det gjorde der indtil, der var spillet 55 minutter, hvor Niklas Landin har de par stykker, der er med til, at vi kan trække fra til sidst. Sammen med vores syv mod seks spil som gav lidt ro på.

- Var syv mod seks trumfen du spillede ud? Og var det ikke en smule satset på det tidspunkt?

- Jo, men jeg synes bare, at de i den periode i anden halvleg lå lidt højere i deres forsvar, og vi begyndte at drible bolden for meget. På den måde kunne vi ikke vinde vores mand-mand-dueller, som vi kunne de første 40 minutter. Derfor var jeg nødt til at prøve noget, og så lykkedes det fint. Bortset fra at vi lavede tre tekniske fejl.

- I dag spillede du bredt i ordets bogstaveligste forstand. Både på bænken og på banen. Du er vel tilfreds med dine fløje?

- Vi havde nogen bestemte områder, hvor vi gerne ville angribe mand mod mand for at skabe overtal. Det lykkedes vi fint med, indtil der var spillet 10 minutter af anden halvleg. Der begyndte vi at drible for meget.

Se også: Nikolaj fandt sejrs-formlen 10 minutter før tid

- Og så er det sådan med hold fra Balkan, at de gerne vil skabe noget uro og bakke meget op. Vi bevarede heldigvis overblikket og fik lodset en mase gode bolde ud til Casper U. og Lasse Svan.

- Hvordan synes du det gik med det taktiske spil mellem dig og din kollega på den slovenske bænk, Veselin Vujovic?

- Jeg har lige rost ham på pressemødet. Han roste heldigvis også mig. Det er altid interessant og spændende at spille mod Vujovic, fordi man skal forvente alt, og det synes jeg også, han viste i dag. Han er en fremragende træner, som hele tiden udfordrer.

- Følte du, at du havde overhånden?

- Nej, men jeg følte, at jeg godt kunne finde modtræk til nogen af de ting, han forsøgte sig med, siger Nikolaj Jacobsen.      

Se også: Målkongen: De troede måske ikke, jeg kunne ramme

Se også: Forløsende sejr - en dansker var i særklasse!

16 kommentarer
Vis kommentarer