Dansk idræt sejler kummefryser og madrasser til Tokyo

Flere containere er mandag blevet pakket i Kolding med ting og sager, der skal hjælpe de danske OL-atleter

Sportschef Finn Trærup-Hansen og cheftræner Mads Haubro Petersen er her i gang med at pakke en container med udstyr til de danske OL-roere. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Sportschef Finn Trærup-Hansen og cheftræner Mads Haubro Petersen er her i gang med at pakke en container med udstyr til de danske OL-roere. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mandag sender dansk idræt flere containere fyldt med alt fra figenstænger til topmadrasser til Tokyo.

De mange forskellige ting skal hjælpe de danske OL-deltagere til at præstere bedst muligt, når de om tre måneder skal kæmpe for at vinde medaljer til Danmark.

De seneste uger er gået med at rekvirere de mange sager, der mandag morgen er blevet læsset i containere i Kolding.

Herfra skal containerne køres med lastbil til Hamburg, hvorfra de sendes med skib til Tokyo, så tingene ankommer i god tid, inden legene begynder i Japans hovedstad 23. juli.

Med i lasten er også 20 store fladskærme, en kummefryser, havestole og 35 cykler, der skal gøre det nemt for atleterne at komme rundt i OL-byen.

For at bidrage til den gode stemning blandt udøverne er der også lavet specialdesignede spillekort, hvor flere af de danske atleter såsom Mikkel Hansen og Pernille Blume er afbildet som mangafigurer.

To flyttekasser med spil og fem Playstations er også med om bord på skibet, så der er lidt adspredelse for atleterne under legene.

Der er også blevet plads til et helt styrketræningscenter med håndvægte, stænger og vægtskiver, så danskerne er sikre på at kunne styrketræne uafhængigt af mulige coronarestriktioner.

Det var planen, at containerne først skulle sendes fra Danmark i midten af maj, men afsendelsesdatoen er blevet fremrykket.

Det skyldes, at skibstrafikken på verdensplan fortsat er hæmmet af det store fragtskib, der i marts lagde sig på tværs i Suez-kanalen.

Lasten, der mandag sendes mod Tokyo, indeholder følgende ting:

* 120 topmadrasser.

* 17.000 mundbind.

* 35 cykler.

* To christianiacykler.

* En kummefryser.

* Et køleskab.

* Havestole og borde.

* Tre isbade.

* Seks kaffemaskiner.

* 20 store tv-skærme.

* Et stort whiteboard.

* 160 ruller tape.

* Tre spinningcykler.

* To romaskiner.

* Håndvægte, vægtstænger og vægtskiver.

* 28 fitness-elastikker

* 250 plakater.

* 100 flag.

* 300 små flag.

* 300 kortspil.

* To flyttekasser med spil.

* Fem Playstations.

Der sendes i alt otte containere fra Danmark til Tokyo. Danmarks Idrætsforbund (DIF) råder over tre af containerne.

Sejlsporten sender også tre containerne indeholdende otte både. Der sendes desuden en container med seks kajakker, og en container med fire robåde til Japans hovedstad. I juli skal seks heste også fragtes til Tokyo.