Dansk landstræner med klar tale: - Det er amatøragtigt

Klavs Bruun savner realistiske forventninger til landsholdet fra dele af omverdenen, der har skruet forhåbningerne alt for højt op

Klavs Bruun har igen sin anfører Stine Jørgensen til rådighed, og det er en klar styrkelse af landsholdet. Foto: Lars Poulsen
Klavs Bruun har igen sin anfører Stine Jørgensen til rådighed, og det er en klar styrkelse af landsholdet. Foto: Lars Poulsen

NANTES (Ekstra Bladet): Efter en ikke voldsom succesrig opvarmningsturnering i Norge, går det i morgen løs for de danske håndboldkvinder ved EM i Frankrig.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen er svært påpasselig med ikke at skrue forventningerne for højt op. Han mener ikke, at bredden i dansk håndbold er så stor, at vi sådan per automatik kan regne med at spille om medaljer.

Danmark skal spille i Nantes, hvor Sverige, der sendte os ud af VM sidste år, venter i den første kampe i det indledende gruppespil. Senere er Polen og Serbien modstanderne.

– Puljen er ikke nem, men den er heller ikke alt for svær. Jeg tror på, vi kan komme fint fra den. Gør vi det, løber vi ind i en rigtig svær mellemrunde med sandsynligvis Rusland, Frankrig og Montenegro.

– Vi skal helst have fire point med over fra det indledende gruppespil. Sker det ikke, vil optimismen få et knæk. Det er en brostensbelagt vej, men med fire point bliver man lidt mere optimistisk.

Jeg kan forstå, at målet er at komme i semifinalen, men vil du være tilfreds med at nå blandt de otte bedste?

– Hvis vi bliver mellem de otte bedste og har spillet som en pose lort, vil jeg nok være skuffet. Vi kan også have spillet rigtig godt og ikke komme mellem de otte bedste. Skal jeg så stå og sige, at jeg ikke er tilfreds med holdet? Der er for mange dygtige hold til, at vi bare kan sige, hvilket nummer vi bliver i tabellen.

Artiklen fortsætter under billedet

Danmark havde det svært mod Norge ved sidste uges turnering i Oslo. Foto: Ritzau
Danmark havde det svært mod Norge ved sidste uges turnering i Oslo. Foto: Ritzau
 

– Er det ikke det pres, som er på dig. At nu vil vi gerne have medaljer?

– Jeg mærker det ikke som et pres. Hvis man har forstand på håndbold og har set de nationer, vi skal møde, er det alle hold, der skal i top otte.

– Hvis man går ind med den forventning, at det bliver vi bare, går vi grueligt galt i byen. Så overvurderer vi os selv.

– Jeg har klart en fornemmelse af, at vi har et hold, der kan spille sig i top otte, men vi gør det ikke bare lige.

Også et hold, der kan spille sig i top fire?

– Hvis vi rammer en turnering, hvor tingene flasker sig, kan vi godt. Du får mig ikke til at sige, at jeg ikke tror på en semifinale, for så havde jeg allerede givet op.

Kan du mærke presset fra DHF – at nu vil de gerne have noget metal?

– Nej, heldigvis har jeg et forbund, som er meget realistisk omkring vores formåen. Til gengæld har en del af omverdenen ikke et realistisk forhold til, hvad vi kan.

– Er forventningerne for høje?

– Det synes jeg, de har været lige fra start. Det er amatøragtigt – hvis jeg skal være helt ærlig. Hvis vi ser på topholdene i den danske liga, er de spækket med udenlandske spillere. Kun i Odense er de danske spillere de bærende.

– Bredden i dansk håndbold er ikke så stor, som der bliver givet udtryk for.

Du har skiftet mange spillere ud. Er du bedre rustet i dag, end du var sidste år ved VM?

– Den gruppe hvorfra jeg kan vælge de 16 til den endelige trup er blevet en smule større. Men der er også spillere i 28-mandstruppen, som jeg kunne tage med, men så ville det ikke være med ambitionen om at spille om medaljer. Når vi som sidste år havde spillere som Stine Bodholt og Anne Mette Hansen ude, kan vi ikke forvente at komme i top fire. Så stor er bredden ikke.

Du har nye typer med. Nadia Offendal og Mie Højlund. Hvad kan de bibringe holdet?

– Fart. Det har jeg efterlyst i flere år. Jeg bliver skudt i skoene, at jeg spiller på en bestemt måde med en bestemt type spillere. Det er fordi, de har været de bedste. Nu har jeg endelig Højlund med. Nu er Offendal kommet over sin knæskade. 

– Højlund har så meget power, og jeg er rigtig glad for, at vi nu kan veksle i måden, vi spiller på. Vi kan have lidt tungere typer inde, og vi kan have nogen hurtigere typer inde. Vi kan også have alle de hurtige inde samtidigt, fordi Højlund både kan spille venstreback og playmaker. Kristina Jørgensen kan også spille begge pladser, siger Klavs Bruun, som også kan glæde sig over, at anfører Stine Jørgensen har meldt sig klar.

Danmarks program:

EM i Frankrig består af fire indledende puljer med hver fire hold. De tre bedste i hver pulje går videre til mellemrunden.

Danmark er placeret i gruppe A i Nantes sammen med Sverige, Polen og Serbien. Kampprogrammet ser således ud:

Fredag den 30. november

21.00 Danmark-Sverige 

Søndag den 2. december

15.00 Danmark-Polen

Tirsdag den 4. december

21.00 Danmark-Serbien

Alle kampe vises på TV2

Se også: Pinligt kvarter: Det var rystende, Danmark

Se også: EM-skytter har kun ét problem: De rammer ikke

Se også: Fantastisk nyt: Danmarks stjerne klar til EM

54 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere