Nicolai 'HUNDEN' Petersen er igen en fri mand.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra esportens vagthund, ESIC,, der på sin hjemmeside har annonceret, at den 31-årige CS:GO-træner har fået ophævet sin karantæne på to år, som han fik fra ESIC i august sidste år.
I pressemeddelelsen fra ESIC skriver de, at ophævelsen af trænerens karantæne er kommet, efter de tirsdag i denne uge mødtes med 'HUNDEN', og her var det begge parter, der kom med indrømmelser.
- Efter drøftelser mellem parterne har 'HUNDEN' indvilget i at gennemføre relevant uddannelse, og ESIC har bekræftet, at de vil gennemgå sine politikker og procedurer for at sikre, at de er i overensstemmelse med god industripraksis og egnede til formålet.
- I lyset af det konstruktive engagement mellem parterne vil 'HUNDEN' vende tilbage til deltagelse i ESIC-medlemmernes arrangementer med øjeblikkelig virkning, står der i pressemeddelelsen.
To år i skyggen
'HUNDEN' blev i august 2021 udelukket i to år fra turneringer arrangeret af ESIC-medlemmer, efter han delte analysemateriale med et konkurrerende hold.
Ifølge afgørelsen dengang fra ESIC var 'HUNDEN' i gang med at forhandle et karriereskift til det pågældende hold, og det var i den forbindelse, at coachen havde delt materialet.
På det tidspunkt var han træner for Heroic og var netop vendt tilbage til jobbet som træner, efter han havde fået otte måneders karantæne for at bruge den såkaldte 'coach bug'.
Hvad der præcist har fået ESIC til nu at vende på en tallerken og fjerne 'HUNDEN's karantæne fremgår ikke af pressemeddelelsen, men den danske coach står nu kun registreret for at have brugt 'coach buggen' inde på ESIC's hjemmeside.
Der figurerer således intet om udelukkelsen på to år, som han fik for at have brudt artikel 2.4.5 i ESICs adfærdskodeks, som siger:
"Hvor beviserne for den påståede hændelse ikke er tilstrækkeligt eller klart dækket af nogen af de ovennævnte lovovertrædelser, skal adfærd, der bringer esport, spillet, begivenheden, ESIC eller et medlem i vanry".
Dermed kan 'HUNDEN' nu vende tilbage til trænergerningen på CS:GO-scenen.
Ekstra Bladet har været i kontakt med 'HUNDEN', men han ønsker ikke at kommentere dagens nyhed.