Ekstra Bladet kan i dag afsløre, at en af de allerhøjest placerede bosser i dansk fodbold, Bent Clausen, har opført sig mildest talt usportsligt over for 29 drenge fra Horsens.
Clausen er formand for DBU Jylland og næstformand i DBU. Men sagen involverer også DBU's tidligere generalsekretær Jim Stjerne Hansen, som senere fik en toppost i verdensforbundet FIFA, der ligesom DBU praler med at fremme fairness, respekt og dialog.
Samlede skod op
Taberne i det, der blev en halvanden års unfair kamp, blev de 12-13-årige knægte, som bl. a. søndag efter søndag havde knoklet med at samle cigaretskod og ølkrus op efter Superligakampe på Horsens Stadion for at opspare 60.000 kr. - prisen for deltage i fodboldturneringen SCC Berlin Pokal 2016.
Fodboldrejsen købte de af Euro-Sportring Danmark - Bent Clausens enkeltmandsvirksomhed, som er dansk agentur for Euro-Sportring i Holland, hvor Stjerne Hansen er bestyrelsesmedlem.
- Drengene arbejdede hårdt, for de glædede sig helt vildt. Det var den største og dyreste tur, klubben skulle på i mange, mange år, fortæller Thomas Larsen Späth, der var en af 13 medrejsende såkaldte aktivitetsforældre.
Drengene blev snydt
- Men desværre blev drengene snydt. De var blev lovet en international fodbold-oplevelse, hvor de på et lækkert fodboldanlæg med otte fine baner i 20 kampe skulle møde spændende hold fra alverdens lande. Men de såkaldte fodboldbaner var direkte farlige at spille på, forklarer han.
- Der var tale om kuperede, uplejede og mudrede græsarealer med muldvarpeskud, dybe huller - og plastikdæksler, hvorfra der stak skruer op. Vi ville ikke komme hjem med skader.
Spillede nul kampe
Forældrene kontaktede arrangøren, som pure afslog ønsket om at spille på andre baner.
- I stedet blev vi på en arrogant måde truet med fremtidig udelukkelse, siger Thomas Larsen Späth. Så efter blot én dag i Berlin vendte forældrene hjem med skuffede drengebørn.

De fik ikke spillet en eneste kamp.
- Turneringen var i øvrigt ikke særligt international. Der var kun danske og tyske deltagere - og vore tre hold fra Horsens skulle møde vore egne hold i de indledende runder, siger Thomas Larsen Späth.

- Han lavede en struds
I månederne efter hjemkomsten forsøgte aktivitetsforældrene at komme i kontakt med Clausen for at få ham til at anerkende, at turen ikke indeholdt det lovede salgsbudskab.
- Men han lavede en struds: Han gemte sig. Vi forsøgte utallige gange gennem måneder at appellere til Bent Clausen om at indgå en aftale, men han besvarede ikke vores henvendelser, siger Thomas Larsen Späth.
- Vi forsøgte også at skrive til Jim Stjerne Hansen, men der kom ikke noget svar.
Thomas Larsen Späth indklagede Euro-Sportring for Pakkerejse-Ankenævnet, som bl. a. fik forelagt billeder af de jammerlige ' fodboldbaner', og nu foreligger nævnets afgørelse.
Bent Clausen får blandt andet nådesløs kritik for ikke at besvare ankenævnets mange henvendelser, og ankenævnet kritiserer Clausens misvisende brochurer med flotte grønne boldbaner og når frem til, at at Horsens-delegationen blev snydt på grund af 'banernes beskaffenhed og turneringens karakter'.
Ville blive hentet at politiet
Clausen blev dømt til at refundere rejsens fulde pris, men det gjorde han ikke. Thomas Larsen Späth gik derfor til en advokat, som Clausen heller ikke svarede.
Med dommen fra ankenævnet i hånden indstævnede de Clausen til at møde i fogedretten, hvorfra han udeblev, så derfor truede retten med, at han ville blive hentet af politiet.
Læs kendelsen mod Bent Clausen her.
- Så kom pengene. Halvandet år efter turen. Det er så pinligt, at en topchef i DBU, der skulle forestille at varetage Fodbold-Danmarks interesser, opfører sig koldt, usmageligt, unfair og usportsligt, siger Thomas Larsen Späth.

Vred far: Stol ikke på fodbold-bosserne
Harris Brandt fra Kerteminde Boldklub er slemt skuffet over Euro-Sportring, som var umulig at komme i kontakt med, efter at der var betalt for U14- og U16-pigernes deltagelse i en fodboldturnering i Spanien forrige år.
- Jeg troede, at når Jim Stjerne Hansen og Bent Clausen stod bag Euro-Sportring, så var det en blåstempling af, at virksomheden er fair og ansvarlig. Men jeg blev skuffet. En af virksomhedens grundlæggende værdier er, at når pengene er betalt, så kan man ikke komme i kontakt med nogen, siger han.
Han forklarer, at han sammen med to andre frivillige i ugevis forgæves forsøgte at få oplysninger om busrejsen.
- De svarede ikke. Det var stærkt nervepirrende. Vi vidste ikke, om vi kunne komme afsted. Vi var blevet lovet vores egen bus, og først et par dage, inden turen skulle finde sted, fik vi kontakt. Det endte med, vi blev stuvet sammen med andre i en bus - i strid med aftalen.
Boldklubben fik lovet en kompensation på 6910 kroner.
- Det var også en uendelig lang og sej kamp at få dem til at betale det beløb.
Skylder fodboldhold 3.000 kroner
I Helsingør IF Fodbold slikker de stadig sårene, efter at de betalte 64.000 for at deltage i turnering i Belgien i påsken 2016.
- Turen var en fiasko for vores 40 drenge, for Euro-Sportring oplyste os ikke om, at de skulle spille på små tennis-kunstbaner, så de tabte i store fodboldstøvler mod ringere hold i sportssko, siger Rudolf Gottschalk, medlem af foreningsbestyrelsen.
Men de blev også mange timer forsinket på vej til Belgien, så Rudolf Gottschalk kontaktede Euro-Sportring, hvor Jim Stjerne Hansens søn Simon Stjerne Hansen står for driften, efter at Bent Clausen er udtrådt.
Gottschalk oplyser, at han fik Simon Stjerne Hansens tilsagn om, at Euro-Sportring ville afholde en udgift på 3000 kr. til et ekstra måltid til drengene.
- Han bekræftede både mundtligt og pr. sms, at den udgift ville han tage, men da vi kom hjem, svarede han ikke på otte henvendelser, før vi skruede bissen på. Så nægtede han pludselig at have afgivet det løfte, som vi ellers kunne dokumentere, han havde afgivet. Så Stjerne Hansen skylder altså stadig drengene 3000 kroner, siger Rudolf Gottschalk.
- Det lyder ikke af meget, men vi er en lille klub med en kassebeholdning på 17.000 kroner, så for os er beløbet stort.
Læs kendelsen mod Bent Clausen her.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.