DBU gennemførte revolution helt uden mislyde

Selv Putin ville blive imponeret af Jesper Møllers håndtering af boldspilunionens repræsentantskab

Jesper Møller fik det som han ville have det på DBU's klappekonvent i Herning. Foto: Lars Poulsen
Jesper Møller fik det som han ville have det på DBU's klappekonvent i Herning. Foto: Lars Poulsen

Historiske ændringer i DBU blev kørt igennem uden en eneste kommentar eller mislyd, da boldspilunionen lørdag formiddag holdt repræsentantskabsmøde med 138 delegerede i Herning.

DBU’s bestyrelse bliver slanket fra 16 til 7 medlemmer og formand, og bestyrelsesmedlemmer kan sidde i 12 år, også selv om de undervejs skulle fylde 70 år. Der er ikke længere nogen aldersgrænse.

Jesper Møller blev på repræsentantskabsmødet genvalgt som formand for en ny fireårig periode. Der var ingen modkandidater. Da han allerede har siddet i fire år, betyder det, at han med de nye love, hvor man begynder på en frisk, kan sidde i alt 16 år som formand. Det vil selv den russiske præsident Vladimir Putin misunde ham.

Jesper Møller var ikke overraskende glad for udkommet af repræsentantskabsmødet, hvor han på alle punkter fik det, som han ville have det. Der var i realiteten tale om et klappekonvent helt uden sure miner.

- Hvis der havde været kritik, ville det have været kommet frem tidligere i processen. Når vi reducerer bestyrelsen fra 16 til 7, så gør det ondt på bestyrelsen. Men vi skal huske på, at det er repræsentantskabet, som tidligere har udtrykt ønske om de her ændringer. Vi havde også et informationsmøde fredag, og der var der mulighed for at stille spørgsmål.

- Det her er superfint. Det vi har vedtaget skaber tryghed, og det kommer ikke bag på nogen. Det er stort for DBU, at kunne gennemføre en politisk reform af den her karakter, siger Jesper Møller.

Alt er dog ikke idel lykke i fodbold-Danmark. Efter balladen med kvindelandsholdet i 2017 og et ikke særlig kønt forhandlingsforløb gælder det i år en aftale med herrelandsholdet.

- Vi gav fredag vores forhandlingsgruppe et mandat til at begynde processen. Vi er enige om at prøve at blive færdige med forhandlingerne i god tid inden VM til sommer. Hvis vi ikke bliver færdige inden juni, sætter vi dem på pause og venter til efter VM. Den nuværende aftale med herrerne løber til den 31. august.

- Er det på grund af forhandlingerne med landsholdet, at i forventer et underskud i år?

- Nej, det er det ikke. Det, der er nyt i år, er, at den nye turnering Nations League kommer ind, så derfor er der ingen kvalifikationskampe, hvor vi normalt har de store indtægter.          

- Men landsholdet er kvalificeret til VM, og laver DBU normalt ikke altid overskud i år med slutrundedeltagelse?

- Jo, men det har vi ikke lagt ind i budgettet. Ikke en krone. Alt med VM ligger uden for budgettet. Hvis der bliver et overskud på vores deltagelse vil vi lægge pengene over i vores udviklingspulje. Det har vi altid gjort, siger Jesper Møller.

Se også: Revolution i DBU -'blodbad' i bestyrelsen

3 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere