DBU-skandale eksploderer

Billetballaden fra 2016 fortsætter - fire af de dyreste billetter er aldrig blevet betalt. Se også Jesper Møller og kompagnis vilde forklaringer 

På scenen i Silkeborg erklærede Jesper Møller billetsagen for død. Nu er den genopstået. Foto: Claus Bonnerup.
På scenen i Silkeborg erklærede Jesper Møller billetsagen for død. Nu er den genopstået. Foto: Claus Bonnerup.

Det er kun to uger siden, DBU’s formand Jesper Møller ihærdigt forsøgte at begrave den billetskandale, som i mere end et år har martret boldspilunionens inderkreds i fodboldbunkeren i Brøndby.

Men den lever skam endnu. Den seks år gamle sag. For nu afslører DBU selv i en redegørelse til kulturministeren, at fire af de seks dyre billetter til Champions League-finalen i Milano i 2016 aldrig er blevet betalt. Det vil sige. Det er de faktisk, men af DBU og det er stik imod alle regler.  

Det var Jesper Møller selv, der i 2016 bestilte billetterne, som han betalte via et løntræk hos DBU. Det var en udskrivning på godt 20.000 kroner. Men da han alligevel ikke skulle bruge dem, overtog vicedirektør Kenneth Reeh billetterne.

Kenneth Reeh tørrede regningen af på en driftskonto hos DBU, hvilket siden har fået en række juridiske eksperter til at udtale, at Kenneth Reeh burde have været bortvist for sin handling. Desuden vurderer Vestegnens politi i disse dage, om Kenneth Reeh skal efterforskes.

Da Ekstra Bladet spurgte til sagen første gang for et år siden, var Jesper Møller ramt af et totalt hukommelsessvigt. Da Ekstra Bladet ved hjælp af Jesper Møllers egne mails fra 2016 bidrog til opklaringen, nåede DBU frem til, at der var sket en fejl i 2016. Siden har DBU rodet rundt i forklaringerne. Så var billetterne betalt. Så var de ikke betalt, og senest har det heddet, at der nu var sendt fakturaer ud til de seks mænd, som benyttede billetterne i 2016 i Milano.

Jesper Møller nævnte sagen foran DBU’s 140 mands store repræsentantskab for to uger siden i Silkeborg.  

- Vi går ind for åbenhed og en kritisk presse og må leve med omtalen af billetsagen. Vi prøver at komme videre. For den sag har vi lukket for ét år siden, sagde Jesper Møller til forsamlingen.

Og så troede alle vel, at der var gjort rent bord i sagen.

Det var der ikke.

Artiklen fortsætter under billedet...

Jesper Møller blev i Silkeborg genvalgt for fire år. Uden modkandidater. Foto: Claus Bonnerup.
Jesper Møller blev i Silkeborg genvalgt for fire år. Uden modkandidater. Foto: Claus Bonnerup.
 

For en måned siden stillede Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti en række spørgsmål om billetsagen til kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen. Skaarup spurgte ministeren, om hun ville foranledige, at DBU iværksætter en ekstern undersøgelse af billetaffæren.

Det vil ministeren tilsyneladende ikke. I stedet har hun fået DBU til at sende en redegørelse. Den er netop landet i Folketinget. Her erkender DBU, at der blev begået en administrativ fejl, da regningen for se seks billetter blev tørret af på en driftskonto. Ekstra Bladets dokumentation viser dog, at der ikke var tale om en tilfældig fejl.

Den 26.og 27. juni 2016 havde Jesper Møller en heftig mailudveksling med Kenneth Reeh og DBU’s regnskabsafdeling. Jesper Møller ville have de penge tilbage, som var trukket i hans løn. Han skriver til regnskabsafdelingen:

’I skulle naturligvis have været informeret om, at vi benyttede billetterne på anden vis, men det gik lidt hurtigt for Kenneth og jeg op til finalen.’

Dagen efter, 28. juni klokken 08.28, skriver regnskabsafdelingen til Jesper Møller og Kenneth Reeh for at høre, hvem der så skal betale for billetterne.

Her er svaret fra Kenneth Reeh kort og kontant: 710082. Nummeret dækker over en driftskonto hos DBU.

Det kalder DBU i forklaringen til kulturministeren for en administrativ fejl.

Artiklen fortsætter under billedet...

Kenneth Reeh har godt styr på DBU's kontonumre. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.
Kenneth Reeh har godt styr på DBU's kontonumre. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.
 

Desuden skriver DBU til ministeren:

’DBU skal understrege, at finalebilletterne i 2016 er betalt fuldt og helt til UEFA, som arrangerer Champions League-kampene. Dernæst har DBU foretaget en afregning i 2021, som ved en fejl ikke blev foretaget i 2016. Afregningen er sket ved at udstede fakturaer til de to personer, der modtog henholdsvis fire og to billetter. Den ene fakturamodtager har efter to rykkerskrivelser fra DBU meddelt DBU, at betaling ikke vil finde sted. Da fordringen ikke kan fuldbyrdes pga. forældelse, kan DBU ikke foretage sig yderligere. Den anden faktura er betalt.’

Ekstra Bladet har spurgt DBU, hvem det er, som ikke vil betale for billetterne. Det ønsker DBU ikke at oplyse.

Vi er dog bekendt med, at Kenneth Reeh selv stod for to af billetterne. De må være betalt nu, for ellers ville han vel ikke fortsat være ansat i DBU. De fire øvrige billetter sendte Reeh videre til DIF’s daværende økonomidirektør Morten Olesen, som inviterede tre af sine private venner med til finalen. På DBU’s regning.

Morten Olesen ønsker ikke at snakke med Ekstra Bladet, men vi har tidligere været i kontakt med en mand fra hans rejseselskab, en økonomichef i en større interesseorganisation.

Han har forklaret, at han betalte for sin billet i 2016, og han kan huske, den kostede det samme som en billet til Smukfest i Skanderborg. Men han vil ikke fortælle, hvem han betalte til.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Her er DBU's vilde forklaringer

Det er godt et år siden, Ekstra Bladet første gang kontaktede Jesper Møller og DBU for at høre nærmere om billetskandalen.

Siden har der været en række udvekslinger af spørgsmål og svar og der har været tilfælde, hvor DBU ikke i første omgang var i nærheden af sandheden.

Det begyndte med Jesper Møller, som Ekstra Bladet interviewede 8. marts sidste år.

Vi spurgte, om han havde købt seks billetter til CL-finalen i 2016 via Allan Hansen, som dengang sad i UEFA’s eksekutivkomite.

- Det siger mig intet. Vi tjekkede det for nogle år siden, da vi hørte om det første gang. Det kan være, DBU har købt dem. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke har, for vi har ikke kunnet konstatere det for et år siden hverken i forhold til DBU eller UEFA. Nej, nej.

Han var ikke til at rokke. Heller ikke selv om vi læste op fra hans egne mails.

- Hvis jeg nu siger, at jeg har set en mail, som Allan sender til dig, og hvor han skriver, at han har skaffet de seks billetter.

- Det siger mig intet. Altså jeg har selv, DBU havde billetter, dem har jeg købt to af. Det ved jeg, for det kunne vi gøre i bestyrelsen. Men det andet siger mig intet overhovedet.

Pengene bliver overført til Allan Hansens konto i Nordfyns Bank.

- Fra min konto eller hvad?

- Nej fra DBU’s konto. Og så bliver de trukket fra din løn.

- Fra min løn?

- Ja.

- Nej. Jeg får altid en faktura. Niks, niks. Nej, nej.

-  De bliver trukket fra din løn. Jeg fortæller dig bare, hvad jeg ved.

- Men altså. Det... jeg kan sagtens forstå, hvis det er DBU, for Allan hjalp DBU – men ikke mig. Det kan jeg simpelthen ikke forestille mig.

Det var så ikke rigtigt. Hvilket Allan Hansen kunne bevidne, da vi besøgte ham i Middelfart.

Artiklen fortsætter under billedet...

Allan Hansen, forrest, hjalp Jesper møller, bagerst, med at købe de dyre CL-billetter. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Allan Hansen, forrest, hjalp Jesper møller, bagerst, med at købe de dyre CL-billetter. Foto: Tariq Mikkel Khan.
 

Det understreges også af følgende mailudveksling:

Allan Hansen til Jesper Møller:

30. marts 2016 kl. 21.40

Så har jeg også modtaget bekræftelse på 6 stk category 1 billetter til Champions League finalen i Milano a 440 euro i alt 2640 euro. Betalingsfrist 6 april – hvis I overfører til min konto i Nordfyns Bank, så ordner jeg med UEFA. Mvh Allan

Jesper Møller til Allan Hansen:

31. marts 2016 kl. 06.46

Cc Bo Grøn-Iversen bogr@dbu.dk Fint. Jeg vender tilbage med de 6 navne hurtigst muligt. Bo bedes oplyse, om jeg skal overføre, eller om DBU i første omgang betaler? Venlig hilsen Jesper Møller

Bo Grøn-Iversen til Jesper Møller:

31. marts 2016 kl. 10.04:

Hej Jesper, Jeg (DBU) kan godt overføre til Allan nu og så trækker vi det i din næste løn – OK? /Bo

Jesper Møller svarer Bo Grøn-Iversen

31. marts 2016 kl. 14.19

Super. Takker. Venlig hilsen Jesper Møller.

Han skulle i sidste ende ikke selv bruge billetterne, som gik videre til Kenneth Reeh.

Senere spurgte vi DBU, om Reeh og de fem øvrige personer nu også havde betalt for billetterne.

I et svar 23. marts 2021 fra DBU’s informationschef, Jakob Høyer, hedder det således:

'De 6 personer har betalt for billetterne til DBU.'

Artiklen fortsætter under billedet...

Jakob Høyer ændrede forklaring i billetsagen. Foto. Jonathan Damslund.
Jakob Høyer ændrede forklaring i billetsagen. Foto. Jonathan Damslund.
 

Da avisen bestrider oplysningerne, skriver Jakob Høyer på vegne af DBU 12. april i et nyt svar:

'Vi har været igennem det hele igen og kan se, at der ikke er tilgået betaling fra de seks personer, der har deltaget i CL-finalen i 2016. Det er en fejl. Vi har nu sendt fakturaer for de omtalte billetter og sikret, at det ikke vil ske igen.'

Så nåede vi frem til 11. maj 2021, hvor DBU’s direktør, Jakob Jensen stillede op til interview, men da vi spurgte ham, om han nu var sikker på, at de seks billetter var betalt, svarede han kortfattet:

- Jeg ønsker ikke at fortsætte den her diskussion. Vi kan ikke snakke mere om de billetter, siger Jakob Jensen.  

I dag ved vi, at fire af de seks billetter aldrig er blevet betalt.

DBU-formandens solide selvmål

Ekspert: DBU-chef burde være bortvist

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.
LIGE NU

Mere fra Ekstra Bladet+

Fronten forstærkes - velkommen til Finland og Sverige

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Udforsk Ekstra Bladet+